Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Får specielt forhold til sine bonsai-træer

Så er tiden inde til at klippe lidt i en ficus - en indendørs-art - som han fik i fødselsdagsgave af sin datter for 20 år siden. Foto: Jørgen Kirk.
Foto: Jørgen Kirk

Får specielt forhold til sine bonsai-træer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hobby. Efter frivilligt foreningsarbejde i mange år begyndte Poul Erik Jensen i 1973 at arbejde med bonsai-træer, og han nyder hver dag med sin hobby.

Bonsaikunsten stammer fra Japan. Japanerne »opfandt« bonsai via inspiration fra Kina, hvor kineserne dyrkede deres form for bonsai, Penjing, som japanerne rendyrkede og forfinede. Senere, efter anden verdenskrig, spredtes bonsaikunsten til resten af verden primært via USA.

Formålet med bonsai er at dyrke levende træer i skåle, som danner et billede af et træ i naturen.

Æstetikken er altafgørende for, om det lykkedes, og træet skal dyrkes og trænes i mindste detalje for at virke overbevisende. Man skal kunne overføre fornemmelsen af, hvor træet lever, f.eks. på en græseng, ved hjælp af den måde træet er formet på og i samspil med skålen.

»Jeg arbejder med bonsai-træer i en meget stor del af dagen. Min hobby med at dyrke træer i skåle begyndte så småt i 1973-74. Da var der kommet et tomrum i mit liv, efter at jeg stoppede med mangeårigt frivilligt foreningsarbejde,« siger Poul Erik Jensen.

Han bor Amagervej 40 med tilhørende have på 517 kvadratmeter.

Hans første træ var en bøg, hvor han begyndte fra et podestik. De første år øgede han så mængden af træer med fem-seks om året, og i dag er han oppe på at have cirka 70 forskellige bonsai-træer i sin have.

»Jeg er slet ikke professionel til dette hobby-arbejde og bliver det heller aldrig, fordi de kan forvandles til kunst. Det synes jeg også vældig godt om, men synes bedre om at arbejde med de naturlige træer og få dem formet rigtigt. For mig må et bonsaitræ ikke være mere end en meter højt,« siger Poul Erik Jensen.

Han fylder 70 år den 26. november, og så er det, at det uundgåelige spørgsmål kommer:

» Hvad skal der ske med dem en dag, hvor du bliver nødt til at holde op?«

Poul Erik Jensen sidder helt stille et øjeblik, og så bliver hans øjne lidt fugtige. Han er meget rørt, og svaret kommer med en lav stemmeføring:

»Jeg ved det ikke, men tror nogen vil tage over. Som samling vil de ikke blive lette at sælge, fordi køberen næppe har sit hjerte helt med. Jeg glæder mig dog over, at Legolands gartnere er meget interesserede i et samarbejde med vores klub i det midtjyske,« siger han.

For Poul Erik Jensen er det bedste tidspunkt at arbejde med træerne i foråret, så man kan se, hvordan de har overvintret. Han har over 30, der skal være indendørs.

»Sidst i marts eller i april er det tid til at plante om, og så bliver det ren nydelse at følge dem hele sommerperioden, hvor der ikke skal klippes så meget. I efteråret er det fantastisk at nyde de mange farver på træerne. Jeg er rundt i haven hver dag og skal lige se, at træerne har det godt,« siger han.

Poul Erik Jensen finder sin hobby rigtig god for folk, der har lidt grønne fingre, og en fin tid at begynde på er konfirmationsalderen.

»Det behøver slet ikke at være en dyr hobby at arbejde med bonsai-træer. Naturligvis er mange rigtig dyre. De koster mange tusinde kroner, men kig så i stedet rundt i naturen og find et pænt lærketræ at begynde med. Det næste kan så være et bøgetræ. Man skal ikke være bange for at arbejde med træerne, men det er klogt nok at spørge om råd hos nogle, der kender lidt til det,« siger han og kigger rigtig glad rundt på sine mange træer.