Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Handelsforenings nye blæksprutte er klar med nye idéer

Mette Christensen, Skjern Handelsforenings nye blæksprutte, har kontor i Kulturcenter Ringkøbing-Skjern. Foto: Jørgen Kirk


Handelsforenings nye blæksprutte er klar med nye idéer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jeg bliver hende, der giver en arm med mange steder, forklarer Mette Christensen sit nye job hos Skjern Handelsforening

Hun har fået kontor på Idrætsakademiets værelsesfløj. Fremover vil Skjern Handelsforenings alt-muligkvinde være at finde på værelse 17.

Nogle vil kalde Mette Christensen for Skjerns bychef, men den titel kan hun faktisk ikke selv lide.

»Jeg bestemmer jo ikke over byen eller over foreningen og dens medlemmer. Jeg ser mere mig selv som en blæksprutte, der samler alle trådene for Skjern og for handelsforeningen,« siger Mette Christensen.

Hun glæder sig over, at hendes forgænger, Anita Hindbo, stadig vil være tilknyttet foreningen.

Rent praktisk er Anita Hindbo ansat en dag om ugen af handelsforeningen, mens Mette Christensen er ansat fire dage om ugen.

»Når der er travlt med arrangementer, så vil vi begge være på arbejde. Jeg er glad for, at jeg her i starten kan trække på Anitas viden og erfaring. Vi er to skæve individer, der er gode til at få ideer,« mener Mette Christensen.

Handelsforeningens aktivitetskalender for 2016 er udfyldt, men nu skal Mette Christensen så til at detailplanlægge aktiviteterne.

Den første aktivitet, Velkommen til Foråret, er allerede på lørdag, men der vil Mette Christensen nøjes med at følge i Anita Hindbos kølvand.

»Der er planlagt en Open by Night den 4. maj, og den skal jeg fylde ud. Ellers vil meget af min første tid gå med at sætte mig ind i jobbet og komme rundt for at hilse på folk i alle vores medlemsbutikker. Fremadrettet vil jeg satse på at komme rundt i alle butikkerne en gang om måneden,« forklarer Mette Christensen.

Hun ser det som sin opgave at lave arrangementer, som folk slet ikke kan lade være med at komme til.

OL-arrangement

»Jeg vil gerne inddrage byens borgere og byens foreninger, så de får et ejerskab til byens aktiviteter. Jeg hjælper også gerne andre foreninger med deres aktiviteter. Vi skal satse på det, vi allerede har i Skjern; naturen, åen, Holger Danske. De gode arrangementer skal passe økonomisk og menneskeligt til byen,« siger Mette Christensen.

Blandt de ideer hun har overvejet er sang-arrangementer, måske et klovneløb til fordel for de danske hospitalsklovner.

»Og så er der jo Olympiske Lege her til sommer, det må vi kunne bruge til et arrangement med bevægelse,« tænker Mette Christensen højt.