Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Initiativgruppe har planer om at lave 50 nye boliger i Tarm

Boligerne skal være i lyse og grønne omgivelser, og dermed i tråd med forskønnelsesplanen for Tarm Midtby. Visualiseringer: Thorup Gruppen.

Initiativgruppe har planer om at lave 50 nye boliger i Tarm

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Initiativgruppen bag Gymnasieparken i Tarm fornemmer god interesse for nye lejligheder i Tarm, der skal binde Storegade og VGT sammen.

50 nye og smarte lejligheder kan være på vej i Tarm Midtby, men inden at initiativgruppen stikker spaden i jorden og rekvirerer håndværkere, vil de gerne undersøge interessen til bunds, så det bliver en helstøbt løsning.

»Folk skal ikke flytte ind på en byggeplads og bo der i fem år, inden noget mere bliver bygget. Det skal kunne gøres færdigt indenfor meget kort tid,« fastslår Magnus Kolby, der er med i Initiativgruppen Gymnasieparken, som vil opføre ejerlejlighederne på det areal, der er mellem Storegade, Skolegade og Kirkegade. Som navnet antyder, skal boligerne ligge op til VGT, og bliver planerne realiseret, vil man kunne stå på Storegade og kigge op til VGT.

Derfor er det kun et ideoplæg indtil videre, men det er til gengæld med en bred opbakning. Bag initiativgruppen står nemlig Mejeriet, Tarm Udviklingsforum, Kunstforum 6880, Håndværker- og Industriforeningens repræsentanter fra Tarm, Tarm Handelsforening og Tarm Idrætscenter. Tilmed har byrådsmedlemmerne Niels Rasmussen og Kristian Andersen deltaget i møderne.

Og Magnus Kolby fornemmer, at der er interesse.

»Derfor vil vi gerne høre, om det er noget, der er interesse for. Når vi snakker med folk, fornemmer vi en efterspørgsel efter boliger i Tarm fra en aldergruppe som min egen. Der hvor børnene er flyttet hjemmefra og huset er ved at blive for stort, men hvor man ikke vil flytte i ældrebolig. De vil gerne have nogle gode lejligheder,« siger Magnus Kolby.

I kommuneplanen er Tarm udpeget til stedet, hvor der er godt at bo, og hvor der er et rigt kulturliv, og projektet skal være et af de led, der binder de visioner sammen. I forvejen har man VGT, Mejeriet, Idrætscentret, Vostrup Musikhus og meget mere, og initiativgruppen fornemmer en vis interesse for bosætning i Tarm.

Moderne arkitektur

Ideprojektet stammer fra tidligere ejendomsmægler Jens Lunde, og initiativgruppen har stået fast på, at det skal være boliger, der med Magnus Kolbys ord er helt fremme i skoene.

Tegningerne er udarbejdet af arkitekt og indehaver af Thorup Gruppen, Paul Lange, og der er lagt vægt på at skabe en løsning, der både er lys, funktionel og æstetisk. I forvejen er der lagt en plan for byfornyelsen i Tarm, og det er den, der er udgangspunkt for byggeriet. Her har man fundet en balance, der binder Storegades bygninger sammen med VGTs funkisstil. Størrelsen af lejlighederne er tænkt til den gruppe, hvor huset er blevet for stort, men hvor man ikke er klar til at rykke ned på lidt plads. Derfor er det lejligheder, der er mellem 90 og 115 kvadratmeter.

Et overslag viser en pris på omkring 7000 kroner pr. måned, hvis man er lejer, og vælger man at være ejer, og har finansieringen fra salget af et parcelhus i hånden, så er det en månedspris på mellem 1500 kroner og 3500 kroner, naturligvis afhængig af låntypen. Dertil kommer så fællesudgifterne, og energiudgifterne er meget beskedne, da byggeriet er højisoleret. Der er i øvrigt mulighed for at købe en lejlighed, videreudleje den og vente med at flytte ind om nogle år.

Lejlighederne udbydes efter først-til-mølle-princippet, og går alt vel, vil de stå klar til indflytning i 2017.