Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Ny folkepark på vej i Skjern

Udsigten fra de tre oplevelsestårne. Her kan man se ud over Skjern Enge og nyde noget medbragt mad. ?På hjemmesiden flow-skjern.dk kan man følge med i projektets udvikling. Foto: Arkitektfirmaet Bo Christensen

Ny folkepark på vej i Skjern

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Folkeparken FLOW blev præsenteret i Innovest tirsdag eftermiddag. De fremmødte tog godt imod ideen

»Hvis vi ikke havde taget nogle grafiske illustrationer med, der viser, hvordan det kan se ud, så havde de nok skudt ideen ned«,

Sådan lyder det fra arkitekt Bo Christensen, der står bag gårsdagens ideoplæg om en folkepark i Skjern. Oplægget foregik i Innovest, hvor mange interesserede var mødt op - blandt andre borgmester Iver Enevoldsen.

Folkeparken kaldes FLOW efter Skjern Ås rindende vand. Den skal ligge vest for Skjern for enden af Birkvej ved to nedlagte rensningsanlæg, der er ejet af Ringkøbing-Skjern Forsyning. Ideen er at genbruge de gamle rensningsanlæg og bygningerne omkring for at etablere en park, der tiltrækker såvel kommunens borgere som de mange turister.

»Vi gør det, fordi vi ikke kan lade være. Det handler om historien i bygningerne og materialet, som alt sammen giver mulighed for at skabe noget, vi ellers ikke kunne,« siger Bo Christensen

Op ad nationalpark

Rensningsanlæggene er fra 1970'erne, og området er i dag meget faldefærdigt og skulle oprindeligt have været ryddet, men Ringkøbing-Skjern Forsyning har meldt ud, at de gerne donerer grunden til parkprojektet.

Ifølge Bo Christensen er det spild ikke at bruge de gamle tanke til noget nyt. Folkeparken vil blandt andet indeholde et udkigsområde på tre siloer, hvor der er udsigt over Skjern Enge. Derudover er der tegnet forskellige anvendelsesmuligheder for de gamle bygninger, hvor oplevelsen for de besøgende er i centrum. Bo Christensen pointerede dog, at det blot er ideer, og at han er åben for alle tanker om projektet.

»Intet er fast endnu. Det her er et startudspil, hvor jeg er kommet med nogle ideer, som jeg syntes er gode,« siger han

Projektet skal blive en slags forlængelse af Den Grønne Korridor. Samtidig hænger den sammen med forhåbningen om en national park ved Skjern Å. Borgmester Iver Enevoldsen er begejstret for ideen.

»Nu er vi først lige blevet præsenteret for ideen, men vi kan se, at visionerne passer godt ind i vores mål om at være naturens rige. Det er fornemt, at der er borgere, der tager sådan et initiativ og tænker fremad,« siger Iver Enevoldsen

Tysk oprindelse

Ideen med at bruge de oprindelige bygninger er inspireret af Tyskland.

Her kalder de det for en volkspark, hvor man omdanner gamle industribygninger til en del af nye parker. Bo Christensen var for nogle år siden ude og se på det nedlagte rensningsanlæg, og siden har han haft lyst til at gøre noget ved det. Blandt de fremmødte blev ideen mødt med begejstring.

»Jeg syntes, det var meget positivt. Selvfølgelig var der kritiske spørgsmål, men det var mest omkring de næste skridt og det praktiske. Det ser jeg som et godt tegn,« siger Bo Christensen efter oplægget.