Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Ny skoleleder ankom i sjælden bil

Pænt goddag. Alle elever havde flag i hånden, da de bød Ole Ehmsen Kronborg velkommen.
Foto: Christian Baadsgaard

Ny skoleleder ankom i sjælden bil

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Borris Skole åbnede den første låge i en ny kalender i går, da Ole Ehmsen Kronborg tiltrådte som skoleleder.

»Hvor lang tid skal du være her?«

»Jeg skal være her i lang tid.«

Så er det på plads, og det er da også rart at vide for eleverne på Borris Skole, at den nye skoleleder, Ole Ehmsen Kronborg, ikke render af pladsen. Spørgsmål fra eleven og svaret fra skolelederen faldt ved morgensamlingen i går, da eleverne med flag i hånden tog imod Ole Ehmsen Kronborg.

Og han ankom standsmæssigt til sin nye arbejdsplads i en vogn, der kender vejene særdeles godt i Borris. Tidligere isenkræmmer, Knud Jepsens grå Volvo Amazon var blevet pyntet med flag, og chaufføren var pedel Børge Hansen, der er svigersøn til Knud Jepsen. Nærmest kongeligt ankom den til en flagalle i skolegården, og alle skoleelever gav hånd til deres nye skoleleder.

Indenfor var adventskransen tændt og ganske symbolsk var det Vær velkommen, der blev sunget, efterfulgt af Det sørme, det sandt, december.

Susanne Mellergaard, der har været konstitueret skoleleder indtil Ole Ehmsen Kronborg kunne begynde, overrakte på medarbejdernes vegne en buket, mens skolebestyrelsesformand Majbritt Lomholt Nielsen overrakte en kurv med chokolade.

Uforglemmelig oplevelse

Og der var mere endnu. For alle klasserne havde skrevet en sang, og på skift rejste de sig og sang. Lærerværelset havde også været i det poetiske hjørne, og på melodien Bamses fødselsdag havde de forfattet en sang.

»Jeg tror aldrig, jeg har fået sådan en velkomst. I har givet mig en oplevelse, som jeg aldrig vil glemme, og jeg håber, at I vil give mig mange flere oplevelser,« sagde Ole Ehmsen Kronborg, da han takkede for indsatsen.

Flere af eleverne havde nissehuerne på, og Ole Ehmsen Kronborg bemærkede også, at det var 1. december - en dag, hvor man for alvor kan begynde at tælle ned og glæde sig til jul. Ligesom han havde glædet sig til at begynde i sit nye job.

Efter morgensangen gik turen ud til klasseværelserne. Borris Skole havde klippe-klistre-dag for at få pyntet op til julen, og Ole Ehmsen Kronborg benyttede lejligheden til at komme rundt og hilse en ekstra gang på sine nye elever.