Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Stefanies flaskeindsamling gav pote: Nu kommer Silas

Stefanie Geer har samlet flasker i ét år nu, som har givet 13.000 kroner, som skal gå til et foredrag med Silas Holst. Foto: Mads Dalegaard
Foto: Mads Dalegaard

Stefanies flaskeindsamling gav pote: Nu kommer Silas

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

16-årige Stefanie Geer har på et år samlet 13.000 kroner ind bare ved at samle flasker og dåser ind, så hun kunne få råd til et foredrag med Silas Holst. Efter at have hørt Stefanies historie er danseren klar til at komme.

Der er penge i at gå på jagt efter pant. Det har 16-årige Stefanie Geer fra Bølling opdaget. I næsten et år har hun samlet flasker og dåser sammen, så hun i sidste ende har råd til at få Silas Holst, kendt fra Vild Med Dans, til Vestjylland, så han kan holde et foredrag om mobning med gratis entré for alle.

Stefanies ønske er, at folk skal kunne sætte sig ind i, hvordan det er at blive mobbet, hvilket hun i årevis selv har været ude for.

Møgfedt projekt

Prisen for et foredrag med Silas Holst lyder ifølge bookingbureauet, som Silas Holst hører ind under, på 16.000 kroner, og hun nærmer sig målet, da hun selv har indsamlet pant for 13.000 kroner.

Men nu kan hun godt indstille indsamlingen. Silas Holst har meldt sin amkomst, lyder det fra ham til Dagbladet, da han hører om hendes initiativ.

»Stefanies projekt er møgfedt. Ikke fordi det er et foredrag med mig, hun samler ind til, men fordi hun viser initiativ og kæmper for en sag, der ligger hende meget på hjerte. Det kan forhåbentlig være med til at inspirere andre. Og så synes jeg ikke, hun skal samle mere ind - jeg vil gerne komme og holde foredraget,« siger Silas Holst

Dermed er det bare op til Stefanie Geer og Silas Holst at finde en dato for, hvornår foredraget skal holdes.

Den blot 16-årige pige blev, efter hun fik beskeden, boblende glad.

»Hvor er det bare fedt. Det er jo helt vildt. Jeg er bare så glad nu,« lød det umiddelbart efter fra teenageren, der pudsigt nok lige havde været nede med flasker, da Dagbladet ringede.

Idéen med at samle flasker kom efter, at hun havde set Knæk Cancer, hvor hun havde set to piger samle penge ind på samme måde, og så kunne hun da også sagtens gøre det.

Viljestyrke

»Det var måske ikke så meget i starten, men løbende lærte jeg, at jeg havde meget viljestyrke. Hvis jeg ville det, så gjorde jeg det,« siger Stefanie.

Hun fortæller desuden klart, at hun er meget overrasket over, hvor hurtigt indsamlingen var gået.

Hun havde ikke sat tid af til at samle flaskerne og dåserne, men hun tog tit en pose eller en taske med sig, så når hun fik øje på noget, der gav pant, så samlede hun den op.

Fik panten fra Crazy Daisy

Undervejs har flere personer hjulpet til i indsamlingen, og det indsamlede beløb fik et ordentligt nøk opad i sidste uge, da Crazy Daisy i Skjern gav en stor omgang tomme flasker og dåser til Stefanie Geer.

Det gav en gevinst på 1.350 kroner og 50 øre til indsamlingen.

Crazy Daisy-indehaveren Henri Holler lægger ikke skjul på, at han er vild med den idé, som Stefanie Geer er ved at føre ud i livet, og at indsamlingen, som nu er 13.000 kroner, går så godt.

»Det er så vanvittigt flot af hende. Jeg er kæmpe fan af, at en så ung pige tager sådan et emne op. Det vil jeg gerne støtte op om,« siger Henri Holler.

Han fortæller desuden, at de gerne vil være en del af at kunne gøre noget godt, og der er mange unge mennesker, som kunne bruge noget hjælp med dette emne. Han er i øvrigt allerede ved at finde lokaler til foredraget.

Overrasket over støtte

Udover Crazy Daisy-ejeren har der også været hjælp at finde hos blandt andet et par sygeplejersker fra Herning Sygehus og en dame fra Herning hjulpet til med markante beløb i indsamlingen, hvilket Stefanie er dybt taknemmelig for.

»Jeg har fået overraskende meget støtte,« siger Stefanie Geer, der i torsdags også modtog tre store, sorte affaldsposer med dåser og flasker fra Emil Stevne Jansen fra Skjern til en værdi af 246 kroner.

Hvis det bare kan hjælpe én

Når det netop skal være Silas Holst, der skal holde et foredrag om mobning, så skyldes det, at Stefanie tidligere selv har set Silas Holst holde foredrag, som hun gerne vil give andre muligheden for at se gratis. Silas Holst er derfor også meget beæret over hendes interesse.

»Når man selv er eller har været offer for mobning, kan man lynhurtigt nikke genkendende til min historie, så det siger forhåbentligt noget om, at hun synes mit foredrag er godt og kan være med til at forebygge mobning - og det er jeg møgstolt af - også bare hvis hvert foredrag hjælper én person til at stoppe med at mobbe eller til at undgå at blive mobbet,« siger Silas Holst.

Det foredrag, som Stefanie Geer tidligere har oplevet med Silas Holst, var anderledes end det, som hun gerne vil have fra ham. Man kan nemlig også få en udgave med indbygget debat. Det vil hun have, så man kan få talt om emnet, som er formålet med det hele, lyder det fra Stefanie.

Næste mål er klart

»Jeg har haft to mål med dette. Den ene handler om, at jeg gerne vil hjælpe andre med at forstå mobning. Den anden ting er kommet til mig efter, jeg begyndte med at samle ind, hvor mange har sagt "tror du selv, at du kan samle så meget ind", og så bliver det fedt, at jeg kan sige, at jeg godt kunne,« smiler Stefanie.

Hun oplyser i øvrigt, at næste mål også er på tegnebrættet. Når Silas Holst-foredraget har været der, vil hun gerne lave en hyggedag for personer, som er blevet mobbet, så man kan få et fællesskab, hvor man kan tale med andre, der har været ude for det samme som en selv.