De skal ikke sidde stille. Børnene, der i løbet af året flytter ind i Tarms nye børnehave ved byens idrætscenter.
»Især svømmehallen vil vi bruge ugentligt. Vi vil også bruge hallerne i pauserne. Vi vil bruge det til udfoldelse for børnene - både med og uden redskaber. Man kan kalde det en indendørs legeplads. Det handler om at få sig bevæget. Det er jo godt for alle i alle aldre,« fortæller Karsten Sørensen, der er leder hos Troldehulen.
Den plan glæder centerleder Per Østergaard sig over.
»En stor børnehave giver flere mennesker og mere aktivitet i hverdagen omkring idrætscenteret. Børnene bliver opdraget til, at der er et idrætscenter. De har nemt ved at komme over at svømme, og de kan komme ind i hallen og lege eller spille bold. Det giver en god aktivitet,« siger han.
Børnehavebyggeriet betyder ellers, at Tarm Idrætscenter mister penge, men det bekymrer ikke Per Østergaard.
»Vi mister en huslejeindtægt, og vi er selvfølgelig kede af at miste en indtægt, men så kan vi jo bruge lokalerne til andre ting, som vi måske får mere ud af. Det kunne være nogle ekstra omklædningsrum, mødelokaler eller soverum,« forklarer han.
Boldbane viger for byggeri
Ringkøbing-Skjern Kommune regner med at sende gravemaskiner til Tarm, når kalenderen når april. Og indtil den nye bygning står færdig, kommer idrætscenteret til at mangle plads til især fodboldtræninger.
»Det er meget byggeriet, der fylder for os lige nu. Der bliver nedlagt en boldbane, og der kommer til at gå i hvert fald et år, før vi får en ny. Så der skal planlægges en masse - men med planlægning går alting,« siger centerlederen, der kun kan se prositivt på projektet.
»Tanken om at samle ting omkring idrætscenteret, kan jeg kun synes, er god.«
Det er de to børnehaver Troldehulen og Røde Kors Børnehaven, der rykker ind i Tarm Idrætscenters nye tilbygning. Lokalerne får plads til 120 børn. Kommunen er i øjeblikket ved at finde ud af, hvem der skal stå for byggeriet.











































seneste kommentarer