Et møde i Skifteretten i Herning endte i går med, at en del af Skjern Bilen nu er erklæret konkurs.
Det er den del af Skjern Bilen, der har haft ruter mellem Herning og Viborg, hvor chaufførerne ikke har fået løn for december, der nu er under afvikling, oplyser Skjern Bilens advokat, Morten Rosendahl fra Kirk Larsen & Ascanius.
Indehaver Kristian Damgaard drev den del af Skjern Bilens imperium som selvstændigt selskab, så konkursen går ikke ud over de andre aktiviteter. Også ruterne mellem Viborg og Herning er afviklet i forvejen, så passagererne kan også fortsat stige på bussen her.
Momsregning fra Tyskland
Når det er gået så galt, som det nu er, skyldes det især en stor regning fra Tyskland i forbindelse med leasingaftaler i perioden 2006 til 2008.
»Opkrævningen kom uventet i begyndelsen af december, og det medførte blandt andet, at man heller ikke kunne udbetale løn til chaufførerne,« forklarer Morten Rosendahl, der nu er udpeget til kurator for konkursboet.
Hvor store beløb, der er tale om i forhold til moms-regningen og chaufførernes tilgodehavener, ønsker Morten Rosendahl ikke at udtale sig om, men han henviser til den opgørelse, Skifteretten skal have om cirka tre uger.
Læs mere om sagen i Dagbladet onsdag.











































seneste kommentarer