Skjern

En 31-årig mand fra Litauen er tidligere på ugen anholdt, da han var på vej ind i Sverige.

Midt- og Vestjyllands Politi i Ringkøbing oplyser, at den 31-årige er efterlyst i forbindelse med et indbrud hos guldsmed Svend Åge Jensen på Bredgade tilbage i juli, hvor han har spillet en endnu ikke nærmere oplyst rolle sammen med to andre mænd.

Tre mænd rykkede natten til den 26. juli hele det rudepartiet hos guldsmeden ud og tømte forskellige montrer og udstillingsvinduer.

Det gik dog ikke specielt godt for tyvene, der efterfølgende kørte deres stjålne flugtbil i grøften i Skarrild og i stedet flygtede til fods. Undervejs efterlod de både tyvekoster og spor, som politiet har brugt til at knytte indbruddet i Skjern sammen med den 31-årige mand.

»Vi fandt DNA-spor i bilen, og det var dem, der pegede på den 31-årige, der tidligere har været i politiets søgelys,« forklarer Bjarne Højgaard, der er vicepolitikommissær hos politiet i Ringkøbing.

Snuppet ved grænsen

Manden har været efterlyst i Danmark lige siden, men det er faktisk på grund af en sag i Norge, at han blev fundet.

Deroppe er han nemlig også eftersøgt, og norsk politi har udsendt en international arrestordre på manden - og det var den, han blev knaldet på ved den svenske grænse.

I første omgang bliver han nu udleveret til nordmændene, der var så betænksomme at sende en besked til de danske myndigheder for at høre, om de også kender til den 31-årige.»Så vi vil nu også forsøge at få ham udleveret. Men det foregår alt sammen på juridisk niveau,« siger Bjarne Højgaard.