FASTER

Kirkegængere er der ingen af, men der står en mand på prædikestolen.

Det er ikke Guds ord, han forkynder, men han er i gang med at forskønne rummet, hvor de har lydt siden 1100-tallet, og hvor de igen skal lyde fra palmesøndag. Faster Kirke er under restaurering, og konservator Harald Thrane arbejder på at sætte prædikestolen i stand. Malerne er i gang med bænkene, som får farven dodenkop, en nuance mellem brun og violet.

»Vi havde jo sagt, at kirken skulle være mere lys, men hvis de blev malet i en for lys farve, blev det for fersk herinde, Vi skal jo tænke 40 år frem i tiden og hvad der er kønt til den tid,« fortæller menighedsrådsformand Margit Kristensen. Netop farven dodenkop blev valgt på en studietur til andre kirker. Loftet er blevet malet i en grålig nuance, så der kommer mere lys ind.

»Både malerfirmaet og os er nybegyndere i kirkerestaurering, så det har været en læringsproces,« siger kirkeværge Kristen Jansen.

Guld under lagene

Et af de overraskelser, der kom var måden, som orgelet skulle males på. Oprindeligt mente man, at det var nok bare at dække det af, som ikke skulle males, men det ville blive for risikabelt, så et orgelbyggere har været forbi for at skille orgelet ad.

Konservator Signe Hedegaard fra Vejle Konserveringscenter er i gang med rammepartiet på altertavlen, og her er der dukket en lille sjov historie frem.

»Bemalingen nedenunder viste, at det var nøjagtig samme motiv og samme dimensioner, og det tyder på, at det oprindeligt har været guldmaling, der er blevet brugt. Senere har man nok ikke villet købe guldmaling,« forklarer hun.

Restaureringsprocessen begyndte med, at det var nødvendigt at gøre noget for billedet i altertavlen, der er malet over lignelsen om den fortabte søn. Menighedsrådet valgte, at kunstneren Jørn Henrik Olsen skulle komme med et oplæg til et nyt motiv, og i fremtiden er det vandringen til Emmaus, som kirkegængerne skal se.

Det oprindelige billede er stærkt medtaget af revner, og det er nu sendt til reperation på museet. Det kommer til at koste 70.000 kroner, og når restaureringen er fuldendt, vil det blive hængt op i en ny ramme på nordvæggen i kirken. I processen omkring det nye billede har man været meget bevidst om, at der er mange følelser på spil, og at der derfor skulle findes en værdig løsning.

Prædikestolen skal samtidig justeres i farver, og den har sin helt egen historie. Overleveringen vil vide, at prædikestolen blev tilovers i Skjern Kirke, og derfor blev den solgt til Faster Kirke. Betalingen for prædikestolen var såmænd en gris.

»Det fortæller os, at det ikke er et sogn, der har haft mulighed for at købe en ny prædikestol,« konstaterer Margit Kristensen.

Menighedsrådet har bedt sognet om hjælp til nye hynder. Målet var at samle 95.000 kroner ind, og indtil videre er der kommet 37.350 kroner. En fondsansøgning skal nu behandles, og målet er justeret, eftersom der ikke har været de store uforudsete udgifter.