Skjern

De vejrmæssige betingelser var ellers til stede lørdag formiddag. Smukt solskinsvejr og temperaturer mellem 15 og 20 grader. Alligevel kunne Intersport-løbet kun trække knap 100 deltagere.

Lidt skuffende i forhold til sidste års deltagerantal på halvandet hundrede, men formand for Skjern Løbeklub, der var en af arrangørerne, Tommy Mortensgaard, havde dog frygtet og forventet det halvsløje fremmøde.

»Vi er kommet i klemme mellem sportsdagen i Tarm og så især Johan Jakobsens begravelse, hvor rigtig mange gerne har ville sige et sidste farvel. Så det er nok på en lidt trist, men uforudset baggrund at vi ikke har flere deltagere i år,« konkluderede Tommy Mortensgaard efter løbet.

Løbet lå også klemt mellem Kulinarisk Fødevaremarked i Videbæk, gå-gåde-marked i Borris med efterfølgende skolejubilæum, og sommerfest på Skjern Kristne Friskole har nok heller ikke hjulpet til med deltagelsen for familieløbet, der sidste år gik under navnet Skjern Bank-løbet.

Intet lift hjem
Intersport-løbet blev vundet af en meget hurtig, ung mand ved navn Jeppe Hejlsvig. Den 18-årige, unge herre fra Tarm løb de fem kilometer på mindre end 20 minutter. 19 minutter og 33 sekunder helt præcis brugte han fra Lene Nørlund havde talt ned og sat løbet i gang til han var tilbage ved start- og målstregen i Bredgade.

Storebror havde kørt ham over til løbet, men han var kørt hjem igen. Men den fem kilometer lange løbetur tilbage til Tarm afskrækkede dog ikke Jeppe Hejlsvig.

Næste års Intersport-løb også bliver afviklet sidste weekend i august.