Skjern-Tarm

Med et rekord-stort antal deltagere på 1470 og et rekord-flot solskinsvejr må den fjerde Skjern Å Running Challenge siges at have været en stor succes.

Måske var det det flotte vejr, der havde lokket rigtig mange sidste-øjebliks deltagere på banen.

85 løb maraton, 347 løb halvmaraton, 285 løb distancen på 14,7 kilometer og hele 753 fra børn til bedstemødre løb eller gik den korteste distance på 8,2 kilometer.

Mændenes maraton-vinder blev Torben Thorø Pedersen på 2.43.47 og kvindernes Stine Rex på 3.16.17. På halvmaraton vandt Brian Schmidt i 1.16.11 og Lykke Krarup på 1.35.37.

Motionsruten på 14,7 kilometer blev vundet af Aron Danielsen på 1.00.59 og Marianne Boe Madsen på 1.09.14.

Distancen på 8,2 kilometer blev vundet af Morten Fransen på 26.54 og Dorthe Lindberg Schmidt på 37.02.

Som repræsentant for arrangørerne var bychef Helle Gidsel da også henrykt for tilslutningen til løbet:

»Det er fantastisk. Det er et stort cadeau til løbet og de mange frivillige, der er med til at gøre det muligt. Og det er kanon for vores område og den kommende nationalpark, at folk kommer langvejsfra for at deltage,« sagde hun i en pause mellem præmieuddelingen.

Læs meget mere om Skjern Å Running Challenge i Dagbladet mandag:

Om maraton-vinderen, der er fra Tarm, om den 17-årig der vandt over sin onkel og om, hvordan Dagbladets journalist Poul Osmundsen oplevede maraton-distancen, som han gennemførte.