»Har du lyst til at være ugens højdepunkt?«
Det spørgsmål blev kunderne i SuperBrugsen mødt med torsdag formiddag, da Dansk Røde Kors’s afdeling i Skjern forsøgte at hverve besøgsvenner til ældre og handicappede mennesker.
»Vi går efter folk, der har tid. Folk, der er omkring efterlønsalderen og unge mennesker, der ikke er flyttet herfra endnu. Når man når den alder, hvor man får børn, har man jo ikke tid til at være besøgsven,« fortalte Mette Madsen, der står for den lokale besøgstjeneste.
Få fællesskab og fyld et tomrum
Hun havde dog svært ved at få Brugsens besøgende til at skrive sig op.
»Vi kunne godt have haft lidt mere held med det,« sagde Mette Madsen.
Men Birgitte Sloth tøvede ikke med at melde sig.
»Jeg har før tænkt på at gøre det. Jeg håber på at få et godt fællesskab og nogle gode samtaler - og måske på den måde fylde et tomrum ud hos et andet menneske,« sagde hun.
Besøg skaber venskab
Og Birgitte Sloth kommer til at gøre en forskel, mente Mette Madsen.
»Det, der er styrken ved en besøgsven, er, at man ved, at der kommer en og besøger én en gang om ugen. Man kan gå en tur, læse breve op eller gå ned i byen og handle,« sagde hun fortsatte:
»Det betyder meget. Nogle siger til deres nabo: På onsdag må du ikke komme, for der har jeg besøg af min besøgsven. Både den, der får besøg og besøgsvennen får noget ud af det.«











































seneste kommentarer