stauning

Ringkøbng-Skjerns borgmester, Iver Enevoldsen, (V), har skrevet til miljøministeriet, at 32 ekspropriationer, som ministeriets notat oplyser, er for omfattende til, at kommunen er interesseret i det nationale testcenter.

»Så i stedet vil vi satse på at få nogle fabrikanttestmøller til området. Det er vigtigt for os« siger Iver Enevoldsen, der også fortæller, at selv om man kommer ned på 22-24 ekspropriationer, så er det mange.

Den radikale miljø ordfører Johs Poulsen vurderer også, at Stauning formentlig er udspillet.

»Vi har været inde for at se på beboelserne, der er i området, hvor testcentret eventuelt skulle placeres. Nogle bruges som sommerboliger, mens andre er lejeboliger. Derfor vil jeg gerne have byrådets vurdering af, hvor mange der skal tvangsekspropriseres.«

Borgmester Iver Enevoldsen er blevet spurgt, om det er hans egen eller byrådets opfattelse, at ekspropriationerne er for omfattende.

»Jeg har været i forbindelse med Venstres gruppe,« fastslår borgmesteren.

Venstre har 16 ud af byrådets 29 medlemmer.

SFs miljøordfører, Sten Gade, forklarer, at Danmarks Miljøundersøgelser ved Aarhus Universitet mener, at den syvende mølle mod syd i projektet kommer i karambolage med Natura 2000 området Skjern.

»Og det bliver svært med et testcenter med færre end syv møller, når man vil teste netkapaciteten,« siger Sten Gade.

Miljøordføreren i Dansk Folkeparti, Jørn Dohrmann, ønsker som den radikale miljøordfører en lokal vurdering af, hvor mange ekspropriationer, der skal til for at placere testmøllecentret mellem Skjern og Stauning.

»Socialdemokratiets miljøordfører, Flemming Mortensen forklarer, at forhandlingerne tirsdag aften tog over seks timer.

»Det må sende et signal om, at der er meget at forhandle om.«