Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Gratis havearbejde og flytning: Unge er drevet af troen

Unge kristne er klar til at hjælpe med blandt andet havearbejde i Skjern og omegn. Foto: Torben Klint, Bolius

Gratis havearbejde og flytning: Unge er drevet af troen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Græsslåning, oprydning og maling kan være uoverskuelige opgaver i hverdagen, men nu vil unge kristne hjælpe frivilligt.

Skjern: I en travl hverdag er der ikke altid tid til de praktiske opgaver. Græsset bliver højere og højere, og malerbøtten bliver stående i garagen, men det skal der nu laves om på. Endda uden at røre en finger.

I Skjern og omegn tager en gruppe unge kristne ud for at hjælpe med de praktiske gøremål. De gør det helt frivilligt, og de gør det af kærlighed til troen:

- Vi vil gerne dele ud af noget af den kærlighed, som vi selv oplever gennem vores tro, siger Louise Bech Madsen, der er med i udvalget bag gruppen af unge kristne.

Det handler om at give glæde videre. Vi er ikke ude med en prædiken om vores tro, og folk bestemmer helt selv, om de vil høre om vores baggrund.
Louise Bech Madsen, Medarrangør i Skjern-Tarm LMU.

Ikke nogen prædiken

De unge kristne er mellem 16 og 21 år. De har hænderne skruet godt på, og de kan blandt andet slå græs, male, klippe hæk og hjælpe med flytninger.

Louise Bech Madsen glæder sig over at kunne gøre en forskel, og hun understreger, at besøg og hjælp ikke er en prædiken:

- Det handler om at give glæde videre. Vi er ikke ude med en prædiken om vores tro, og folk bestemmer helt selv, om de vil høre om vores baggrund, fortæller hun.

De unge får masser af gode reaktioner med på vejen fra dem, de hjælper:

- Folk bliver så glade over den hjælp, vi kommer med. Mange spørger endda, om vi kommer igen. Det er dejligt at modtage hjælp, men det er også fedt at give, mener Louise Bech Madsen.

Kan hjælpe med det meste

Det er forskelligt, hvor mange der typisk deltager, når der arrangeres hjælp. Ofte er det dog op mod 25 unge, der er med i initiativet.

Og budskabet er klart fra Louise Bech Madsen. Har man selv redskaberne stående til opgaven, er de unge klar:

- Vi er åbne for det meste. Vi har både slået græs og klippet hæk, og på et tidspunkt hjalp vi også med at flytte, fortæller hun.

Denne gang har de unge kristne sat en hel weekend af til at hjælpe andre, og det vil de fortsætte med:

- Vi har ikke nogen faste tider, men vi planlægger lidt løbende, hvordan det kommer til at foregå. Det er dog klart noget, vi vil fortsætte med, slutter Louise Bech Madsen.

Hvis du vil have hjælp af de unge, kan du kontakte Louise på mail via vi.elsker.Skjern@gmail.com.