Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Klittens Fisk åbner butik i Astrup

Klittens Fisk vil tilbyde alt godt fra havet til kunderne fra deres nye butik i Faster Andelsmejeri. Arkivfoto: Benny Gade

Klittens Fisk åbner butik i Astrup

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kunderne har været så begejstret for fiskebilen ved Faster Andelsmejeri, at Klittens Fisk nu åbner butik i andelsmejeriets lokaler.

FASTER-ASTRUP: Fisk er sunde, og nu giver de flere vitaminer til handelslivet i Faster Andelsmejeri.

Om to uger åbner Klittens Fisk en butik i mejeriet, der dagligt skal være bemandet mellem klokken 10 og 17.30 med alt godt fra havet og røgvarer.

Igennem længere tid har Klittens Fisk haft en fiskebil til at holde ved mejeriet på udvalgte dage, og da man forespurgte om at måtte parkere vognen der permanent, foreslog bestyrelsen, at Klittens Fisk i stedet kunne leje et lokale.

- Astrup er et rigtig godt sted. Købmanden kunne mærke, at omsætningen steg, de dage, vi var der, fordi folk kom til Astrup for at hente fisk. Vi har både kunder fra Skjern og Videbæk, der kommer til Astrup bare for at hente fisk, fortæller medindehaver af Klittens Fisk, Flemming Trolle.

Virksomheden har fire fiskebiler og har planer om at ekspandere. Der skal åbnes butikker i Esbjerg og Varde også, men den første butik bliver i Astrup. Virksomheden har hjemme i Hvide Sande og specialiserer sig i varer, der kommer fra kystnært fiskeri.

For at sikre sig mindst muligt spild i varebeholdningen, er det planen, at Klittens Fisk skal sætte mange salgsvogne i gang, så der bliver bedre volumen i indkøb og salg. Klittens Fisk oplever nemlig, at forbrugerne har fået større interesse for fisk på middagsbordet gennem de senere år.

Et plus for byen

At det er lykkedes at få en fiskebutik til Astrup, glæder Dennis Jensen, formand for Faster Andelsmejeri.

- Jeg ser meget frem til at få en fiskebutik her. Det er godt til området, og der er jo ikke mange fiskebutikker rundt om, så det kan være med til at trække folk fra både Skjern og Videbæk, siger Dennis Jensen.

Butikken kommer til at ligge i det lokale, hvor virksomheden Kvalitetsflow holdt til. Dermed er det lige til venstre for købmanden, når man står på Mejeritorvet.

I år er det 10 år siden, at en gruppe borgere købte det gamle mejeri i Astrup og satte gang i en renoveringsproces. Status i 10-året er, at der nu kun er et lokale ledigt i bygningen.