Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Lyserøde piger samlede godt 65.000 kroner ind til Kræften Bekæmpelse

En flot lyserød samling golfspillere til Pink Cup i Dejbjerg Golf Klub. Pressefoto: Dejbjerg Golf Klub

Lyserøde piger samlede godt 65.000 kroner ind til Kræften Bekæmpelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tirsdagspigerne i Dejbjerg Golf Klub har for 15. gang afviklet Pink Cup, og det gav et flot overskud til bekæmpelse af brystkræft.

Pink Cup: Dejbjerg Golf Klub fejrer i år hele to jubilæer. For det første har klubben 50 års jubilæum, og den årlige Pink Cup turnering er blevet spillet for 15. gang.

Hen over sommeren har tirsdagspigerne gennemført forskellige aktiviteter i forbindelse med den årlige Pink Cup turnering. Turneringen er en landsdækkende velgørenhedsturnering, der har til formål at samle flest mulige penge ind til brystkræftsagen på initiativ af Kræftens Bekæmpelse.

Den 20. juni mødte 65 tirsdagspiger op - de fleste klædt i pink - og spillede turneringen ledsaget af en vældig frisk vestenvind i håret. Der blev spillet i to rækker, og vinderne fra hver række forventes udtaget til at deltage i landsfinalen, som i år spilles i Trehøje Golfklub den 22. september. Her deltager 30 klubber, som udtages blandt de klubber, som har samlet flest penge ind samt ti klubber, som findes ved lodtrækning.

Fra Dejbjerg Golf Klub deltager Heidi Bro Iversen og Dorthe Bruun, som vandt hhv. A-og B-rækken. Den klub, som klarer sig bedst i landsfinalen, får vandrepokalen med hjem, og i Dejbjerg håber man på et gensyn. Den var sidst på besøg for syv år siden.

Dejbjergs torsdagsherrer har også været med til at støtte brysterne, da de 29. juni spillede en støtteturnering til fordel for Pink Cup.

- Der har været god opbakning til sagen både fra spillere og lokale handlende og virksomheder, som har doneret mange forskellige præmier og kontante beløb til arrangementet. Der er sponsorer fra hele lokalområdet, som dækker Ringkøbing, Søndervig, Skjern, Tarm, Lem, Videbæk og Spjald. Det har betydet, at vi har kunnet anrette et stort og flot præmiebord til turneringens bedste spillere og til amerikansk lotteri, fortæller Lilian Svinth på vegne af tirsdagspigerne.

Foruden selve turneringen blev der gennemført en puttekonkurrence og en gætte-konkurrence. Der er blevet solgt pink sløjfer til bil og golfbag og pink sommerblomster til haven og der er blevet afholdt et madlotteri. Det totale indsamlingsresultat for alle aktiviteter beløber sig til 63.535 kr., som ubeskåret går til Kræftens Bekæmpelse, og det er lidt bedre end sidste år.