Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Rundt om bolden


Rundt om bolden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Keglebillard: Spjald Billardklub er svækket, når den nye sæson i elitedivisionen i keglebillard starter den kommende weekend.

- Vi har mistet vores andenmand Johannes Holm, der ikke kan få de mange lange weekendture til at hænge sammen med familielivet længere. Og det tager jo en hel weekend, når vi er på udebane, fortæller holdkaptajn Bent Sørensen.

Bent Sørensen er selv førstemand med et spillegennemsnit på omkring 93. Johannes Holm spillede med 65 i gennemsnit, mens Kim Hald og Jesper Berg Jacobsen begge ligger med et gennemsnit på omkring 55.

- Vi har fået Johnny Thøstesen tilbage. Han spillede for os for omkring ti år siden, og han har sagt ja til at hjælpe os. Men Johnny Thøstesen spiller med et gennemsnit på omkring 35, så det er selvfølgelig en svækkelse af holdet. Men det er sådan det er, og vi må forsøge at få det bedste ud af det, siger Bent Sørensen.

Han er spændt på at se, om Spjald kan undgå nedrykning.

- Det ligner en sæson i bunden. Vi kommer til at kæmpe med hold som Næstved, Vordingborg og Aars om at undgå nedrykning. Nedrykning bliver afgjort i et slutspil mellem de fire nederste hold, der så spiller i en ny pulje om at undgå de to nedrykningspladser, fortæller Bent Sørensen.

I første runde spiller Spjald ude mod Asaa og Aars.

- Så vi starter hårdt ud. Kampen mod Aars kan blive meget afgørende for, hvordan resten af sæsonen kommer til at se ud, siger Bent Sørensen.

Fodbold: Spjald IF er ret så meget svækket til de næste kampe i jyllandsserien.

I weekenden blev Stephan Nielsen ankelskadet. En scanning har vist, at der er skade på ledbånd i kombination med en kraftig forstuvning. Stephan Nielsen er selv ret optimistisk, så han mener, han allerede er klar om et par uger.

- Kristian Kirkeby og Lukasz Rogozik er begge på ferie de næste tre kampe. Heldigvis vender Marius 'Taffa' Olarita tilbage fra Rumænien torsdag. 'Taffa' har holdt sig i gang, så det er muligt, vi har ham med i truppen allerede fredag aften hjemme mod Ikast, fortæller sportschef Jørn Aas.

Kampen mod Ikast er meget vigtig. Ikast ligger nemlig sidst uden point, mens Spjald har tre point efter de første seks kampe. Lige ovenover ligger Mejrup med seks point og Thisted med syv point.

Golf: Holmsland Klit Golfklub afviklede klubmesterskaber i weekenden, hvor 52 spillere dystede i 11 forskellige rækker.

Hos damerne vandt Bente Rindom foran Charlotte Knebelau, mid-age damer blev vundet af Mette Palnov, senior damer vandt Henny Bjerg foran Anne Lise Klejnstrup, i veteran damer vandt Bitten Østergaard foran Karin Andrup, og i super veteran damer vandt Elsa Holm foran Margrethe Høy.

Hos herrerne blev Kari Ragnarsson klubmester foran Olav Middelhede, mid-age herrer vandt Emil Hansen foran Søren Vinter Jensen, senior herrer blev vundet af Jes Westergaard foran Jan Riis Fugleberg, veteran herrer blev vundet af Jens Dahl foran Tommy Højbjerg, super veteran herrer havde Niels Schmidt som vinder foran Einar Mikkelsen.

Junior drenge blev vundet af Niels Rosendahl foran Andreas Palnov.

Bowling: BK Tarm fik skudt sæsonen 2017/18 i gang i sidste uge.

Oprykkerne fra 3. division herrer skulle på hjemmebane møde nedrykkerne fra 1. division HIK Hobro i den første kamp. Med afbud fra flere af de bærende kræfter måtte hjemmeholdet se sig slået 26-22. Der spilles i år seks serier to mod to, så der er otte point på spil i hver serie - i alt 48 point i hver kamp.

4-mands herre open 1 mødte hjemme Morsø BC, og de blev sent hjem med et nederlag på 10-0. Det skal lige pointeres, at Morsø BC kun stillede med tre mand, og med en fjerde mand var resultatet nok blevet et andet.

Ungdom tog hjemme mod HUG 96 2 fra Herning, gæsterne tog hjem med en sejr på 8-2. Kampene var meget tætte, første serie tabte vi 305-322, anden serie vandt vi 357-347, efter bane skift måtte vi se os slået 293-352, og sidste sæt tabte vi 301-315.

3-mands open pulje var i kamp i Viborg, og det blev til et nederlag i alle fem kampe.

Fodbold: Søndag formiddag skulle eksilvestjyderne oprindeligt have været i kamp, men store vandmængder gjorde, at kampen mod IFSK blev flyttet til kunstgræsbanen søndag aften.

ST 8000-mandskabet var overbeviste om, at dette var til stor fordel for hjemmeholdet, hvor der inden kampen blev drømt om hurtigt offensivt kombinationsspil. Det var da også flotte kombinationer, der førte til 1-0 målet. Kenneth Thomsen, den tidligere Tarm IF-anfører, spillede bolden bredt til nytilkomne Anders Larsen, som sendte et knivskarpt indlæg ind i hovedet på Morten Damgaard, der flot headede bolden i mål ved forreste stolpe.

Netop Morten Damgaard fra Ringkøbing spillede med stor energi i nærkampene, hvilket i slutningen af første halvleg desværre resulterede i et flækket øjenbryn og ti sting til den bomstærke angriber efter en uheldig kollision med IFSK-målmanden. Efter uheldet blev kampen fløjtet i gang igen, hvor ST 8000 hurtigt fordoblede føringen. Skjern-drengen Niels Laursen erobrede bolden på banens sidste tredjedel, hvorefter han køligt placerede bolden fladt ved stolpen til en 2-0-føring. ST 8000 spillede flot mod første halvlegs slutning, men alligevel reducerede IFSK en smule heldigt til 1-2 kort inden pausefløjtet. Anden halvleg vil ST 8000 helt sikkert forsøge at glemme. Det fine spil fra første halvleg blev afløst af fejlafleveringer, frustrationer og senere manglende luft. Det skal dog ikke tage æren fra to flotte mål sat ind af IFSK, hvor den vikarierende målmand Michael Lauridsen ikke havde en chance.

Kampen endte derfor 3-2 til IFSK, hvorfor et presset ST 8000-mandskab efter to nederlag i træk nu må arbejde benhårdt for at indfri de store forventninger fra sponsorer og fans. Det skal gå ud over Aarhus 1900 på onsdag. Kampens spiller blev Anders Larsen, der bevarede gejst og humør gennem hele kampen.

Håndbold: Michelle Brandstrup fra Ringkøbing Håndbold gjorde det så godt i udekampen mod Randers HK, at Michelle Brandstrup fik en plads på rundens hold udtaget af Divisionsforeningen Håndbold.