Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Vi savner rytme og endnu mere tro på tingene

Michelle Brandstrup frygter en pause, efter hun måtte udgå med en ankelskade midt i anden halvleg. Foto: Mikkel Jezequel

Vi savner rytme og endnu mere tro på tingene

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lige som Michelle Brandstrup var kommet i gang, måtte hun udgå med en ankelskade. Nu frygter bagspilleren en pause, og det er ikke lige, hvad holdet har brug for.

Primo Tours ligaen: Man kunne se, det gjorde ondt, for Michelle Brandstrup lå og vred sig på gulvet.

»Det gjorde vildt ondt. Jeg blev virkelig overrasket over, hvor ondt det gør at vrikke over på en fod,« sagde en trist Michelle Brandstrup efter kampen.

Uheldet skete midt i anden halvleg, hvor Ringkøbing takket være blandt andet tre scoringer af Michelle Brandstrup var lige ved at få kontakt med HC Odense.

Ringkøbing havde haft flere muligheder for at reducere Odenses føring til tre mål. Det lykkedes ikke, og i stedet lukkede Odense kampen med syv mål på stribe.

Michelle Brandstrup havde spillet en skidt første halvleg uden scoringer men med afbrændere og fejl.

»Der var ikke andet at gøre end at hanke op i mig selv. Det lykkedes nogenlunde. Men helt godt blev det jo aldrig. Vi har bare ikke den rytme i bagkæden, som vi havde før pausen med Mathilde Neesgaard, Cecilie Mørch Hansen og jeg selv. Vi kender hinanden så godt, og det betyder altså meget. Nu er timingen væk, og det er fordi, vi har en ret ny opstilling i bagkæden. Det tager lang tid at finde hinanden, og vi har ikke haft hverken ret meget tid eller træningskampe sammen, og det kan man godt se,« fortalte Michelle Brandstrup.

Mia Biltoft var helt enig.

»Man kan sige det sådan, at al begyndelse er svær. Og det her er en ny begyndelse for os med nye folk i bagkæden. Angrebsspillet skal blive bedre, men det er jeg også overbevist om, at det bliver,« sagde Mia Biltoft.

Hun mener, det drejer sig om at tro på tingene.

»Vi skal blive ved med at tro på de ting, vi laver. Gør vi det, så ligger der mange point og venter på os,« sagde Mia Biltoft.

Så langt kunne Michelle Brandstrup slet ikke se frem.

»Jeg har aldrig været ankelskadet før. Jeg har altid spillet med skinner på anklerne, så det her er nyt for mig. Det dunker kraftigt i foden, men første melding er, at det kun er en forstuvning. Men jeg er nervøs for, at jeg må holde pause, og det er skidt, når vi allerede skal spille onsdag ude mod SK Århus. Det er noget lort,« sagde Michelle Brandstrup.