I går fortalte Horsens’ sportschef Jesper Hansen til tipsbladet.dk, at klubben havde trukket tilbuddet om kontraktforlængelse til anfører Niels Lodberg tilbage. Anføreren afviste klubbens første kontraktudspil, og det fik Horsens til helt at trække sig fra forhandlingerne med forsvareren.
»Vi ville gerne forlænge med ham, men når ikke det kan lade sig gøre at blive enige om præmisserne for en aftale, er der ikke så meget at gøre end at se frem. Der kommer altid nye spillere til,« sagde Jesper Hansen i går.
Otte sæsoner i Horsens
Hvide Sande-drengen, Niels Lodberg, som har kontraktudløb til sommer, bekræfter, at udsigterne til en ny kontrakt foreløbigt ser temmelig sløje ud.
»Jeg har godt set, hvad Jesper har sagt, og det ser da ud til, at forhandlingerne er døde. Hvad der skiller os ad, har jeg ikke behov for at skilte med i pressen, og der skal ikke kastes mudder,« siger Niels Lodberg, som er begyndt at gøre sig tanker om en fremtid et andet sted end Horsens.
»Man skal forholde sig til, hvordan situationen ser ud, og nu ser det ud til, at vi ikke skal snakke kontrakt foreløbigt, og så begynder jeg selvfølgelig at gøre mig andre tanker om andre muligheder, hvilket jeg også er i gang med nu. Skulle Horsens komme igen senere med et udspil, vil jeg bestemt ikke afvise dem, hvis det hele passer sammen. Jeg har det fantastisk i klubben, og jeg er i gang med min ottende sæson, men nu er situationen sådan, at jeg har kontraktudløb snart, og det må jeg forholde mig til,« siger Lodberg til tipsbladet.dk.
Realistisk om fremtiden
I de seneste dage er Lodberg på rygtebørsen blevet sendt til AaB. Nordjyderne har netop mistet Kjetil Wæhler, og Kent Nielsen og co. skulle have Lodberg i tankerne som nordmandens afløser.
»Jeg har ikke behov for at fortælle alle om, hvorvidt klubber har henvendt sig. Jeg har heller ingen kommentarer til rygter, som dem du fortæller mig om,« siger Lodberg og fortsætter:
»Men jeg er realistisk omkring min fremtid. Hvis jeg forlader Horsens, vil jeg nok ikke kigge mod de fem største ligaer i Europa, så bliver det højst sandsynligt til en klub her i Danmark,« slutter han.










































seneste kommentarer