Fodbold

For første gang var det en kvinde, der modtog DBU Jyllands ungdomslederlegat, da Skjern GF’s Helene Pinholt blev hædret på DBU Jyllands delegeretmøde i Herning i weekenden.

»Modtageren af legatet gives til en ihærdig person, der er en ildsjæl, synlig i lokalområdet, klubrelateret, ulønnet og idealist - alle disse mærkater kan sættes på årets prismodtager, som er en særdeles ihærdig fodboldkvinde i Skjern GF,« sagde formand Bent Clausen, inden Helene Pinholt fik prisen overrakt.

I indstillingen til prisen var listen alenlang over de funtioner, Helene Pinholt har og har haft i klubben, hvor hun er næstformand, ansvarlig for indendørsfodbold med 26 hold og et stort stævne afviklet i seks haller, fodbolddommer 7-mands, koordinator for DBUs fodboldskole, medarrangør af alle større stævner, træner for U11 piger, kontaktperson for U11 piger, U12 drenge og U14 drenge og holdleder for U12 drenge A.

Jeg gør det fordi det er sjovt

»Jeg vidste intet, så det var en kæmpe overraskelse. Jeg skulle med til mødet i forvejen, så jeg havde på ingen måde mistanke om noget. Klubben havde endda været med til at lave et lille videoindslag, hvor de begrundede deres indstilling. Med i videoen var Nicolai Bro Iversen, som er kammerat med den ene af mine sønner, og Nicolai afslørede heller intet.«

»Det kan da godt være svært for andre at forstå, at jeg bruger op mod 20 timer om ugen på alt det her. Men jeg gør det, fordi det er sjovt, og så er det en måde at betale tilbage til fodbolden på alle de oplevelser, jeg tidligere har haft som aktiv,« sagde Helene Pinholt søndag, hvor hun selvfølgelig igen var af sted til indendørs fodboldstævne i Skjern GF.

Prisen består af en fodboldrejse for to personer til en af landsholdets kampe i udlandet, og Helene Pinholt pønser på at tage til Danmarks kamp i Italien til efteråret.