Håndbold

Team Tvis Holstebros har nu hele truppen på plads til den kommende sæson i herreligaen.

Klubben har netop tegnet en to-årig kontrakt med den 26-årige højre fløj, Dennis Jeppesen, der siden sæsonstarten har trænet med i klubben.

Egentlig var budgettet for næste sæson brugt, men TTH har fundet midlerne til at skrive kontrakt med den tidligere HC Midtjylland-spiller.

Positivt indtryk

»Vi havde ingen gardering på højre fløj, hvis Patrick Wiesmach skulle blive skadet,« siger cheftræner Claus Uhrenholt til Dagbladetholstebrostruer.dk.

»Vi har fundet en god løsning i Dennis Jeppesen, som har været med i vores træningskampe og gjort et yderst positivt indtryk på mig og resten af truppen,« siger træneren til Dagbladetholstebrostruer.dk.

Dennis Jeppesen kommer oprindeligt fra Hvide Sande og fik ligaerfaring i HC Midtjylland i sidste sæson. I denne uge skal han med sine nye holdkammerater på træningslejr i Tyskland.