For første gang i denne sæson levede Ringkøbing Håndbold for alvor op til forventningerne, da de lørdag eftermiddag hjemme slog topholdet Lyngby 23-22.
Med de to point meldte Ringkøbing sig ind i topstriden, hvor målet om at komme i top fire nu ser meget realistisk ud. Og især når man ser på, hvor godt Ringkøbing spillede i store dele af kampen.
Fra start gik det som ønsket. Ringkøbing dækkede solidt op, og det gav de ønskede scoringer på kontraløb frem til føring på 5-2. Lyngby kom tilbage til 7-7 og 10-10, inden hjemmeholdet rykkede til 12-10 ved pausen.
Stor føring blev sat til
I anden halvleg spillede Ringkøbing virkelig godt. Forsvaret var stadig solidt, og i angrebet blev Lyngbys offensive forsvar også straffet med flere fine scoringer fra blandt andet Ringkøbings fløje.
Ringkøbing bragte sig foran 19-13, og alt lignede en sikker sejr med 18 minutter igen. Men så gik Ringkøbing totalt i stå, samtidig med at den tidligere landsholdsspiller Mette Vestergaard meldte sig ind hos Lyngby med scoringer. Otte minutter før tid førte Lyngby 21-20.
Så kom Ringkøbings slutspurt med stregspiller Liza Olsen i centrum. Liza Olsen scorede to gange og tilkæmpede sig et par straffekast, og det hjalp Ringkøbing frem til en kneben men ganske fortjent sejr.











































seneste kommentarer