Tarm/Foersum GF’s damer spillede igen en på mange måder godkendt kamp i 1. division, men endnu en gang kan de ikke bruge det til noget som helst, for de endte med at tabe 24-20 til topholdet Lyngby.
De første 40 minutter spillede Tarm/Foersum glimrende. Ja faktisk var det så godt, at hjemmeholdet førte 17-16. Forsvaret fungerede, der var disciplin i angrebsspillet, så selv om fløjene brændte meget, og kontrafasen ikke fungerede, så det hele fint ud.
De næste 12 minutter væltede det hele. Tarm/Foersum brændte to straffekast, angrebsspillet blev bremset lidt ned, da Lyngby begyndte at dække offensivt, og veteranen Mette Vestergaard tog pludselig over med fire mål for Lyngby, der bragte sig afgørende foran 21-17. Så var kampen lukket.
Igen to vidt forskellige halvlege
Ringkøbing Håndbold var i problemer mod Ajax. Forsvaret kunne slet ikke få fat i første halvleg, hvor Ajax scorede hele 18 gange på Julie Abildgaard og senere debutanten Amalie Simonsen.
Men ganske som mod SønderjyskE spillede Ringkøbing sig gevaldigt op i anden halvleg, der blev vundet 21-12 frem til sejr på 36-30.
Forsvaret blev stabiliseret takket være et taktisk træk, hvor de to backs begyndte at dække lidt højere. I angrebet sprudlede blandt andet ynglingespilleren Josefine Gadgaard med seks mål, da Ajax begyndte at mandsopdække to mand, så Ringkøbing kom til at spille fire mod fire. Langsomt men sikkert vendte Ringkøbing kampen til fortjent sejr.











































seneste kommentarer