ULFBORG

Den 55-årige Jonas Jensen fra Esbjerg fik onsdag sidst på eftermiddagen tre års fængsel for bankrøveri, et hjemmerøveri-lignende forhold samt kørsel uden kørekort.

Det var retten i Holstebro, der afsagde dommen.

Tre forhold

Jonas Jensen blev dømt for den 23. februar at have truet en kvindelig bekendt samt tage dankort og 400 kroner fra hende, for at røve Jyske Bank i Ulfborg den 24. marts - udbyttet blev 25.000 kroner - og endelig for at køre uden kørekort en tidlig morgen sidst i maj.

Manden kunne kun erkende bilkørsel uden kørekort men fastholdt til det sidste sin uskyld omkring røverierne.

Overvågningsbilleder

Jonas Jensen er også blevet kendt i medierne som »Den halte røver«, fordi et kendetegn fra overvågningsvideoen var, at han haltede på højre ben. Selv om Ulfborg-røveriet fik meget medieomtale umiddelbart efter den 24. marts, og det blev omtalt i TV2-programmet Station 2 Efterlyst, var det først i begyndelsen af august, der kom et gennembrud i sagen. Det skete, da Jonas Jensens underboer i Esbjerg anmeldte den nu 55-årige mand.

Jonas Jensen ankede dommen på tre års fængsel. Han vil frifindes.

Læs mere i Dagbladet torsdag.