Allerede i april genkendte en kvinde i Esbjerg den mand, som den 24. marts havde røvet Jyske Bank i Ulfborg.
Røveren boede nemlig i opgang med kvinden, og hun så ham i Station 2 Efterlyst, som fortalte om det væbnede røveri i Ulfborg nogle uger forinden.
Det kvindelige vidne så på TV2 en overvågningsvideo fra Jyske Bank.
»Jeg kunne kende hans stemme, men tænkte også, at det kunne ikke passe. Og da det var en genudsendelse, stod der ikke noget telefonnummer, jeg kunne ringe på. Det var en genudsendelse, så jeg tænkte, at det nok var opklaret,« forklarede kvinden i byretten onsdag.
Men røveriet var ikke opklaret, og politiet kom først på sporet af den nu dømte Jonas Jensen, da kvinden meldte ham til politiet i begyndelsen af august.
»Jeg begyndte at tænke over det (røveriet, red.), og jeg så klippet på nettet. Så var jeg 100 procent sikker på, det var Jonas,« forklarede kvinden.
Både hun og hendes kæreste forklarede desuden, at den nu dømte 55-årige mand umiddelbart efter den 24. marts bad parret opbevare et bundt penge.
Det afslog de at gøre.
Den 55-åriges forsvarer, Allan B. Møller, antydede i retten, at kæresteparret anmeldte Jonas Jensen, fordi de skyldte ham penge. Det var en form for hævn. Det afviste parret, som var uenig om, hvorvidt de havde lånt 500 eller 1500 kroner af den dømte. Men de mente, at pengene var betalt tilbage.
»Jeg følte mig utryg, for han havde sagt, at hvis han ikke fik sine penge, ville nogle andre komme og hente dem. Og man ved ikke, hvad hans venner kan finde på,« forklarede det kvindelige vidnes kæreste.
Læs mere i Dagbladet torsdag.











































seneste kommentarer