Fjand/THORSMINDE

Der kan være svundet op til 15 meter af kysten, efter den nye kraftige storm 3. januar, som kommer oveni de to storme omkring den 1. december.

»Storm sammen med højvande gør, at bølgerne slikker op på klitterne, så sandet skrider ned,« siger Niels Sandgaard, der er formand for sommerhusejerne i Vester Husby.

»De klitter havet fjerner får vi ikke igen,« tilføjer han

Klitrækken er dog bred, så han er ikke bekymret.

»Vi har endnu ikke havudsigt, og det håber jeg heller ikke, at vi får,« siger han.

Spist godt ind

Ved Spidsbjerg Strand ved Fjand har havet også snuppet et ekstra stykke af klitrækkerne. Nogle få hundrede meter længere mod syd har arbejdet arbejdet sig helt ind mellem klitterne - og skyllet ind i lavningerne mellem klitrækkerne.

Thorsminde Havn er også hårdt ramt af uvejret, og onsdag middag var vandstanden i havnen fortsat to meter over det normale, og kajerne var helt oversvømmet.

Selve havnen er beskyttet af en solid skråbeskyttelse i beton, men her har bølgerne skyllet op over.

Tange er blevet mindre

Syd for havnens skråbeskyttelsen har havet til gengæld gravet et stort hul ind i klitrækken, og generelt er tangen mellem Vesterhavet og Nissum Fjord hårdt ramt.

»Det er et stort lag sand, som stormene har taget i området,« siger P C Mikkelsen, der er strandfoged på strækningen fra Thorsminde og godt to kilometer mod syd.