Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Brød reglerne: 16 elever smides ud af efterskole


Brød reglerne: 16 elever smides ud af efterskole

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fyn: 46 elever har indrømmet brug af alkohol eller snus på Bernstorffsminde Efterskole mellem Krarup og Korinth nord for Faaborg. Nu drager skolen konsekvensen. 16 elever smides ud - de 30 sidste gør efterskoleåret færdigt på særlige vilkår.

I en pressemeddelelse onsdag eftermiddag meddeler skolen, at "samarbejdet med de 16 elever afbrydes". Dermed må eleverne vinke farvel til resten af efterskoleåret, mens 30 andre elever, der også har indrømmet brud på rusmiddelreglerne får lov at gøre efterskoleåret færdigt på særlige vilkår.

- Enhver handling har konsekvens, og det har alle involverede elever mærket, idet de i midten af sidste uge blev sendt hjem for at tale med deres forældre, efter de på skolen havde indrømmet overtrædelser af skolens regler omkring alkohol og snus. Efterfølgende har hver af de 46 elever været til samtale på skolen sammen med deres forældre, og en individuel vurdering af hver elev resulterer således i, at 16 elever ikke længere kan blive på skolen, skriver Bernstorffsminde Efterskole i pressemeddelelsen.

- Vi er utrolig ulykkelige over, at vi står med den her sag. Vi har stærke værdier her, der går på kommunikation, vilje, udvikling og læring, og vi udviser en stor grad af tillid til vores elever. Den er blevet misbrugt, og udover at det nu har en konsekvens for hver af de berørte elever, så går det også udover fællesskabet, siger forstander Lars Kirkegaard.

En gruppe bestående af skolens ledelse samt kontaktpersoner for de involverede elever har den seneste uge fokuseret på at få overblik over situationen og den enkelte elevs overtrædelse af reglerne.

- Vi har haft samtaler med hver enkelt elev og forældrene, og efterfølgende har vi foretaget både en samlet vurdering af situationen og hver enkelt elev. Det resulterer i, at vi hjemsender en række af de elever, der har overtrådt vores regler om alkoholindtagelse, heraf to dog for andre regelbrud, mens de elever der en eller flere gange har taget snus får lov at blive. De kommer imidlertid tilbage på særlige vilkår, siger Lars Kirkegaard.

På Bernstorffsminde oplever man, at de unges brug af snus bunder i en kraftig kulturændring henover de seneste 2-3 år.

- Den kulturændring føler vi som efterskole, at vi har et medansvar for at tage hånd om. Der må være en grund til, at elever både her og andre steder i stigende grad foretager valg, hvor de bevidst overtræder skolens regler - i en helt anden grad end vi tidligere har set det med for eksempel rygning. Derfor indkalder vi allerede søndag de 30 involverede elever og deres forældre til et møde, hvor vi vil begynde at tage hånd om de unges forbrug af snus som en mere overordnet udfordring, siger Lars Kirkegaard i pressemeddelelsen.

De 16 hjemsendte elever får mulighed for at aflægge deres eksamener på skolen.

En pose snus kan gemmes i et par underbukser