Videbæk

X Factor-deltageren Ida Østergaard Madsen, der bor i Videbæk, skal have fjernet sin bøjle.
Lige siden den 17-årige gymnasiepige trådte ind i de danske tv-stuer har hun været kendt som den bebøjlede pige med den dragende stemme.
Hvis hun stadig står på scenen efter den 5. marts, vil stemmen komme ud gennem et helt nyt smil.
Den dag ryger bøjlen nemlig.
Hun afviser dog, at den fjernes på grund af det populære tv-show.
"Det har hele tiden været planen, at den skulle have været af den 5. marts. Og da jeg ikke synes, den generer min sang, holder jeg mig til den plan," siger hun til Billed-Bladet.
Til den første audition blev Ida især rost for sin specielle udtale af de kendte sangtekster.
Om det vil ændre sig efter forvandlingen, vil tiden vise.