Midt- og Vestjyllands Politi anholdt i går yderligere en person i den narkosag, der i sidste uge tog sin gang med udgangspunkt i en lejlighed på Buen.
En 42-årig mand med tilknytning til adressen fremstilles i dag i grundlovsforhør ved Byretten i Herning, hvor politiet gerne så ham varetægtsfængslet. I forvejen er tre personer sigtede og varetægtsfængslede i sagen, der handler om 100 gram amfetamin, 200 gram kokain samt 50 gram hash, som politiet fandt i lejligheden i sidste uge. To mænd på henholdsvis 20 og 21 år samt en kvinde med bopæl i Ringkøbing på 23 år er fængslede frem til den 2. februar.
Hos politiet regner vicepolitikommissær Bjarne Højgaard ikke med, at der kommer flere anholdelser i denne omgang.
»Ikke umiddelbart, men man ved jo aldrig, hvad der sker,« lyder det fra Bjarne Højgaard. Indtil videre har efterforskningen ikke resulteret i tegn på en sammenhæng mellem sagen i Troldhede og de to sager, der samtidig er under efterforskning i Skjern og Hoven.
Læs mere om de sager i dagens avis på Skjern-Tarm-siderne.










































seneste kommentarer