videbæk

Videbækboen Nicolas Min Jørgensen er blandt de ti finalister, der dyster om titlen som Årets Kok 2012.

Det blev en realitet, da semifinalen blev afviklet i Odense den 15. januar i år, hvor deltagerfeltet blev halveret fra 20 til 10 ambitiøse kokke, der skal forsøge at hjemføre titlen i forbindelse med Food Expo Messen i Herning den 18. marts i år.

Nicolas Min Jørgensen, der er udlært på Hotel Fjordgården i Ringkøbing i 2006, sætter forventningerne højt.

»Jeg går selvfølgelig efter at vinde, selvom modstanderne er meget dygtige,« fortæller Nicolas Min Jørgensen.

I finalen er forventningerne til kokkene da også høje. Her tilbereder deltagerne en tre-retters menu med udgangspunkt i forudbestemte råvarer.

På vej mod verdenseliten

Skulle det ikke lykkes at vinde den fornemme titel i Herning, kan Nicolas Min Jørgensen dog alligevel bryste sig af at være blandt de bedste i Danmark. Siden marts sidste år har han nemlig været en del af det danske kokkelandshold, der arbejder frem mod årets helt store begivenhed, Kokke-OL i Erfurt i Tyskland.

Her kan det danske køkken for alvor stemple ind blandt den absolutte verdenselite på kokke-basis.

Sidste år blev restaurant NOMA for andet år i træk hædret som verdens bedste, mens også kokken Rasmus Kofoed sejrede i kokkenes individuelle verdensmesterskab.

Netop Rasmus Kofoed er at finde blandt det kræsne dommerpanel, der skal kåre Årets Kok 2012.

Til dagligt arbejder Nicolas Min Jørgensen som køkkenchef på restaurant Globen Flakket i Aarhus. Siden har han arbejdet både i København og Frankrig.