Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

297 klager: Kystmøller er blevet en folkesag

Jørn Verner Stendorf er overbevist om, at de næsten 300 klager til Energiklagenævnet, vil få en effekt. Arkivfoto

297 klager: Kystmøller er blevet en folkesag

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den erklærede modstander af de kystnære møller er ikke overrasket over, at knap 300 har klaget til Energiklagenævnet over udsigten til de kystnære vindmølleparker Vesterhav Syd og Vesterhav Nord.

Vestkysten: Den folkelige modstand mod de kystnære vindmøller, som energiselskabet Vattenfall sidste år vandt retten til at opføre langs vestkysten, vokser.

Det konkluderer kommunikatør, debattør og indædt møllemodstander, Jørn Verner Stendorf fra Stadilø efter han gennem en aktindsigt til Energiklagenævnet har fundet ud af, at der er sendt 297 klager over projektet til nævnet.

- Det er rigtig mange. Men jeg er bestemt ikke overrasket. Møllerne er blevet en folkesag. Det har taget noget tid for folk at opdage, hvad der er ved at ske med vores frie udsyn. Og nu gør de alt, hvad der står i deres magt for at forhindre, at vores område bliver ødelagt af vindmøller, som efter planen skal placeres alt for tæt på kysten, siger han.

Ifølge aktindsigten er der en stribe gamle kendinge på den lange liste over klagerne. De lokale sommerhusbureauer og Nr. Lyngvig Camping, der for nyligt havde indkaldt til pressemøde for at fortælle, at de og deres advokat mener, at projektet er ugyldigt og ulovligt, er registreret hos nævnet. Det samme er en række grundejerforeninger langs kysten og Feriehusudlejernes Brancheforening.

De øvrige klager er formentlig private borgere. Jørn Verner Stendorf har fået oplyst, at Energiklagenævnet ikke kan videregive navne på private klagere af hensyn til offentlighedsloven.

Det glæder Jørn Verner Stendorf, at så mange modstandere omsider har meldt sig på banen. Og han er ikke i tvivl om, at deres klager vil få en effekt - selv om kontrakten er underskrevet og energiminsteren for længst har erklæret, at løbet er kørt.

- Der er nogen, som nu bliver nødt til at tænke sig grundigt om. Det gælder både Vattenfall og Energistyrelsen, som bliver nødt til at lytte til de mange klager. Nu handler det om at finde en løsning alle kan leve med. For mig at se, er der kun en udvej, nemlig at få de møller placeret så langt ude på havet, som muligt, siger han.

- Der er ingen tvivl om, at de mange klager giver fornyet kampgejst, siger Jørn Verner Stendorf.

Det får modstanderne formentlig også brug for. Energiklagenævnet oplyser nemlig, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er syv måneder. Det tager dog ikke humøret fra Stendorf.

- Det vidner vel om, at man gør sit arbejde grundigt, og det er der brug for i den her sag, fastslår han.

 

Beder Ombudsmanden om se på kystnære møller
- Der er ingen tvivl om, at de mange klager giver fornyet kampgejst,Jørn Verner Stendorf, modstander af de kystnære møller.