Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Så bliver det altså ikke meget bedre

Jesper Konradsson var aldeles fremragende i Skjerns bagkæde. Her er han smuttet igennem Aalborgs forsvar med Martin Larsen ogJesper Meinby Pedersen. Foto Jørgen Kirk

Så bliver det altså ikke meget bedre

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I en vanvittig intens og spændende forestilling arbejdede Skjern Håndbold sig stenhårdt til sejr i topkampen mod Aalborg Håndbold og dermed en plads alene på førstepladsen i ligaen.

Skjern: Godt 2700 tilskuere kunne ikke ønske sig mere af en håndboldkamp, end de fik tirsdag aften i Skjern Bank Arena.

Først og fremmest en sejr til Skjern på 31-29 over Aalborg Håndbold, hvilket sendte Skjern alene op på førstepladsen.

Dernæst var der spænding. Skjern fik nemlig aldrig skabt et ordentligt hul ned til Aalborg, så helt frem kort før tid var man ikke sikker på, hvordan det ville ende.

Og så var det intenst. Intenst fordi man aldrig vidste, hvad for og hvornår der ville blive fløjtet og til hvem af dommerne Daniel Krause-Kjær og Nicklas Mark Pedersen. Spillernes frustrationer, og de var mange, spredte sig op på tilskuerpladserne, og det løftede stemningen endnu mere på en herlig aften.

Skjern måtte undvære Kasper Søndergaard, der efter et fald havde fået en flænge i panden, og lægen mente ikke, det var forsvarligt at spille. Det gav lidt nervøse trækninger hos mange, for Kasper Søndergaard har været stærkt spillende på det seneste.

Og det kunne mærkes, den venstrehåndede bagspiller sad ude. For der manglede nogle scoringer fra højre back, og der manglede lidt flow i spillet.

Men det kompenserede Skjern for med utroligt hårdt arbejde. Gang på gang kørte bagspillerne på. Fra start lagde Jesper Konradsson linjen med gennembrud og scoringer, selv om det så ud som om, hans arm nærmest blev flået af.

- Det var svært uden det normale tryk fra højre side, for det er bare ikke let for en højrehåndet spiller at lægge tryk fra den position. Derfor var vi tvunget til at køre hårdt på mand mod mand i hver eneste duel, men det løste vi godt. Det var fysisk hårdt, men nu er det bare dejligt, fortalte de to svenskere Markus Olsson og Jesper Konradsson.

Skjern startede fint med føring på 6-3, men på blandt andet fine redninger af den tidligere Skjern-målmand Søren Pedersen kom Aalborg på 6-6. Resten af første halvleg var helt lige, ude Aalborg dog fik en eneste føring.

Det gjorde de heller ikke i anden halvleg, selv om de var med til 21-21. Med forrygende spil kom Skjern foran 24-21, og resten af kampen var hjemmeholdet et-tre mål foran.

Den bedste chance for at lukke kampen kom ved 26-23 otte minutter før tid og så en periode i overtal. Men i stedet for at komme foran med fire mål måtte Skjern se Aalborg løbe kontra to gange efter fejl og afbrændere.

Ved 27-26 kom Skjern i undertal, men så scorede Skjern to gange i undertal til 29-26. Den ene gang på halvt løbeskud halvt underhåndsskud af René Rasmussen.

- Mine skridt passede ikke. Så var det bare hug og håb. Dejligt den gik ind, sagde René Rasmussen.

Aalborg forsøgte meget, men Skjern holdt fast til en fortjent sejr.

- Begge hold solgte sig dyrt. Men det var svært at finde en rytme med de kendelser, sagde Aalborgs træner Aron Kristjansson.

Skjerns træner Ole Nørgaard var enig.

- Nej ingen vidste, hvad der blev fløjtet for. I første halvleg var vi hårdest ramt, mens det vendte efter pausen. Det var mærkværdigt. Jeg er glad for, vi løste en svær opgave uden Kasper Søndergaard. Den her sejr arbejdede vi hjem, sagde Ole Nørgaard.

Fakta
888ligaenSkjern Håndbold-Aalborg Håndbold 31-29 (14-13). 

Målscorere Skjern Håndbold: Anders Eggert 7 (7), Jesper Konradsson 6, Bjarte Myrhol 6, René Rasmussen 6, Markus Olsson 5,  og Bjarke Christensen 1.

Målscorere Aalborg Håndbold: Buster Juul 10 (8), Martin Larsen 6, Andreas Holst Jensen 4 (1), Jakob Hessellund 2, Simon Hald 2, Jesper Meinby 2, Tobias Ellebæk 1, Lovro Jotic 1 og René Antonsen 1.

Udvisninger: Skjern seks, Aalborg fire.

Tilskuere: 2719 i Skjern Bank Arena.