Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Anders Agger er den bedste tv-vært

For første gang i karrieren lykkedes det i weekenden for Anders Agger at vinde prisen som "Bedste mandlige tv-vært". Arkivfoto: Claus Fisker

Anders Agger er den bedste tv-vært

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den 52-årige dokumentarjournalist Anders Agger fra Ringkøbing slog navne som Anders Breinholt og Mikkel Beha Erichsen ved stor prisuddeling i København.

Ringkøbing: Anders Agger har lov til at være lidt stolt i dag. Og det er han. Med god grund, for lørdag aften sikrede han sig én af de fine priser i den danske medieverden, da han blev kåret som "Bedste mandlige tv-vært" for sin rolle i DR2-serien "Indefra med Anders Agger."

-  Den pris er jeg da enormt glad for. Men det er jo ikke sådan, at jeg nu ikke skal arbejde mere resten af mit liv, og jeg tror heller ikke, at jeg får mere i løn, siger Anders Agger.

Der var seks nominerede i kategorien, og den 52-årige dokumentarjournalist fra Ringkøbing slog blandt andre navne som Anders Breinholt, Mikkel Beha Erichsen og Peter Ingemann:

- Det var et ret vildt felt. Og så er der en jury, der har sagt, at det skulle være mig, der skulle have prisen. Det er en branchepris, og det gør mig da lidt stolt. Jeg burde få lavet en t-shirt, hvor der står, at "Jeg kan slå både Beha og Breinholt", siger Anders Agger.

I sit valg beskriver juryen blandt andet Anders Agger som værende "fantastisk til at åbne folk", og at han "ser dramaet i hverdagen." Og så elsker juryen hans nedtonede, jyske form. 

De vandt også
Der blev i alt uddelt 24 priser ved Copenhagen TV Festival i lørdags - her er et udvalg af vindere:Bedste kvindelige vært: Signe Molde, DR2

Bedste tv-serie: "Norskov", TV 2

Bedste underholdning: "Sofie Linde Show II", DR Ultra

Bedste reportageserie: "Da krigen kom til Toftlund", DR1

Bedste børneprogram: "Ultra Jam", DR Ultra

Bedste aktualitetsprogram: "Langt fra Borgen", DR1

Bedste sportsprogram: "OL - Guld til Danmark", DR1

Bedste event: "Charlies Revygalla 2016", TV 2 Charlie

Bedste dokumentar: "Dem vi var", TV 2

Bedste gameshow: "Versus", DR1

Én stor kendisfest

I sit daglige arbejde hos DR tror Anders Agger som sådan ikke, at han kan bruge sin hjembragte pris til alverden:

- Nej, jeg tror ikke, at sådan en pris vil åbne flere døre for mig eller bringe mig nye veje. Det er ikke for at være uhøflig, men jeg tror ikke, at jeg kan bruge den til så meget. Det betyder noget i branchen at få sådan en pris - det er fint og vigtigt, men det er en flygtig ting. Jeg kan næsten ikke huske, hvem der fik den sidste år.

Men Anders Agger kan godt huske, at det var ret sjovt dér lørdag aften i Tivoli Congress Center - også til det efterfølgende afterparty, hvor værten fra "Hammerslag"-programmerne, Christian Degn, indtog rollen som dj til ud på natten:

- Det er jo én stor kendisfest, og det er ret sjovt at være med til, siger Anders Agger.

I forbindelse med denne uges store Danmarks Indsamling har den vestjyske journalist netop været tre dage i Niger. Oplevelserne fra et af verdens fattigste lande er med til at sætte det hele lidt i perspektiv for Anders Agger, der egentlig synes, at "vores branche er enormt overvurderet":

- Jeg havde godt kunne leve med, hvis jeg havde tabt, fastslår han.

Anders Agger har tidligere været nomineret i en række forskellige sammenhænge ved den årlige tv-festival og har høstet priser for et par serier, men det er første gang, han kan smykke sig med titlen som den bedste tv-vært.