Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Den defensive base smuldrede totalt

Team Esbjergs Ida Bjørndalen fik storts et neutraliseret Ringkøbing Håndbolds Jane Mejlvang med mange kontante tacklinger. Foto: Johan Gadegaard

Den defensive base smuldrede totalt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ringkøbing Håndbold havde ikke fysik til at stoppe Team Esbjerg, og i angrebet manglede Ringkøbing løsninger. Det kostede nederlag på 29-22.

Ringkøbing: Efter sæsonens første tre kampe snakkede Ringkøbing Håndbold meget om deres defensive base. Nøglen til point var meget godt og solidt spil i forsvaret, for det gav mere ro til at finde de rigtige løsninger i angrebet.

Men den defensive base er begyndt at smuldre.

I forrige kamp blev der lukket 34 mål ind. Ok - det var så ude mod topholdet FC Midtjylland, hvor der trods alt var den trøst, at Ringkøbing scorede 29 mål.

Men igen torsdag aften smuldrede forsvaret. Ja i første halvleg gik det nærmest i opløsning ved at lukke 19 mål ind.

Ringkøbing vandt ikke mange dueller i eget forsvar. Alt for sjældent blev der lavet spilstop, alt for sjældent satte hjemmeholdet sig i respekt med kontante tacklinger, og det gav Team Esbjerg let spil.

Det blev straffet. Nej hvor havde Team Esbjerg let ved at spille deres to stregspillere fri til scoringer, og nej hvor deres bagspillere fik lov at skyde stort set uhindret flere gange.

De lette mål blev suppleret med nogle endnu lettere mål. For i den anden ende af banen blev Ringkøbing mødt med langt mere fysik. Team Esbjerg var altså ikke bange for at gå til stålet. Deres offensive forsvar fik i den grad taget pynten af Ringkøbings bagspillere. Især Jane Mejlvang havde Team Esbjerg stort fokus på, og Mejlvang blev da også holdt så meget nede, at hun kun fik scoret et enkelt mål. Ringkøbing blev presset til at lave en del fejl, og sammen med en stribe afbrændere af de store - blandt andet fire straffekast hvor af det ene blev taget om - gav det Team Esbjerg masser af mulighed for at løbe kontra, som de scorede fem gange på.

Så da Ringkøbings målvogtere Natasja Clausen og Emma Friberg stod med redningsprocenter på henholdsvis 20 og 25, ja så skulle det gå galt. Team Esbjerg gik fra 7-6 til 13-6 og derfra til 19-11 ved pausen.

Efter pausen fik Ringkøbing bedre fat defensivt.

- Men jeg holdt jo også profiler som Estavana Polman og Ida Bjørndalen ude, lige som vi eksperimenterede med to stregspillere og sådan noget. Hvis det ikke var i dag, jeg skulle lade de unge spille, så ved jeg ikke hvornår, sagde Team Esbjergs træner Jesper Jensen efter kampen.

Ringkøbing fik også prøvet meget. Noget var med fin succes. Unge Marigona Hajdari lavede meget fine ting som playmaker med et par mål, gode frispilninger og højt tempo, da hun fik chancen, fordi Camilla Maibom blev sparet med et trælår. Sille Thomsen var meget godt kørende på stregen, og sandelig om ikke Michelle Brandstrup fik vist stor træfsikkerhed med to fine scoringer fra højre fløj i en kamp, hvor hun havde det svært i bagkæden. Stine Baun Eriksen og Linnéa Clason fik begge spilletid i bagkæden, men de fik aldrig rigtig sat deres præg på tingene.

- Jeg synes, vi så dårligere ud, end vi var. Team Esbjerg er bare meget meget stærke. De lukkede vores angrebsspil meget fint ned med mange frikast, og vi brændte meget på en dygtig Sandra Toft i målet. Havde vi brændt mindre i første halvleg, var det ikke gået så galt, som det gik, sagde Camilla Maibom.

Fakta
HTH GO ligaenRingkøbing Håndbold-Team Esbjerg 22-29 (11-19).

Målscorere Ringkøbing Håndbold: Sille Thomsen 4, Camilla Maibom 4, Michelle Brandstrup 3, Simone Rasmussen 3 (2), Daniella Dragojevic 2, Henriette Hansen 2, Marigona Hajdari 2, Linnéa Claeson 1 og Jane Mejlvang 1.

Målscorere Team Esbjerg: Ida Bjørndalen 7 (1), Vilde Mortensen Ingstad 5, Lara Gonzales 4, Sanna Solberg 4, Ulrika Toft Hansen 3, Kristina Liscevic 2, Estavana Polman 2, Anne Brinch-Nielsen 1 og Lene Østergaard 1. 

Udvisninger: Ringkøbing en, Team Esbjerg seks.

Tilskuere: 637 i Green Sports Arena.