Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Ringkøbing Fodbold 2 fik stjålet point i Aulum

Jamil Faizi scorede et flot solomål til 1-1, da Ringkøbing Fodbold 2 tabte 2-1 i Aulum. Arkivfoto: Jørn Deleuran

Ringkøbing Fodbold 2 fik stjålet point i Aulum

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ringkøbing Fodbold 2 er helt væk fra toppen, efter de torsdag aften tabte 2-1 ude mod Aulum IF i serie 1.

Serie 1 pulje 8

Aulum-Ringkøbing 2 2-1

Tyveri.

Det var den betegnelse, Ringkøbing Fodbolds andetholdstræner Allan Mikkelsen hæftede på nederlaget på 2-1 i Aulum torsdag aften.

Det var kampens afgørende mål, Allan Mikkelsen hentydede til.

- Emil Green tacklede rent bolden væk fra en Aulum-spiller, og det skete to meter uden for straffesparksfeltet. Aulum-spilleren faldt hen over Emil og ind i feltet, og det gav straffespark, som Aulum scorede på til 2-1. Rent tyveri, sagde Allan Mikkelsen.

Efter en famlende start på kampen fik Ringkøbing 2 godt fat. I en fin periode var der gode muligheder til Simon Vesterbæk og Emil Green, men Aulum fik blokeret begge gange.

- Jeg troede, det var et spørgsmål om tid, inden vi ville score. I stedet kom Aulum foran ud af ingenting. Et hjørnespark til bageste område gav hovedstød til 1-0. Efter det gik vi lidt i stå, og vi havde kun en kontramulighed, vi ikke fik afsluttet på, fortalte Allan Mikkelsen.

Anden halvleg startede som lyn og torden.

Først måtte Ringkøbing 2s målmand Martin Bigum Nørgaard redde flot. Seks minutter senere gik Jamil Faizi solo fra midten af egen banehalvdel, og da han var 30 meter fra mål, bankede Jamil Faizi et langskud højt i mål til 1-1.

Martin Bigum Nørgaard måtte hive endnu to store redninger frem, inden Ringkøbing 2 fik nye muligheder. Niklas Jul sendte friløber forbi, og han fik et forsøg blokeret, mens Jamil Faizi havde forsøg på stolpen.

- Så kom det dumme straffespark. Efter det havde vi et hovedstød fra Emil Green og et langskud fra Lauge Olesen at byde på. Men der er alligevel ros til spillerne for indsatsen. De lod sig ikke gå på af den modgang, der var i form af straffesparket, sagde Allan Mikkelsen.

Aulum IF-Ringkøbing Fodbold 2 2-1 (1-0). Mål: 36. minut: 1-0. 54. minut: 1-1 ved Jamil Faizi. 65. minut: 2-1 på straffespark. Ingen udvisninger eller advarsler. Ringkøbing 2 skiftede Kristian Drest ind for Andreas Spangsberg efter 55 minutter, og efter 60 minutter kom Lauge Olesen på banen for Jamil Faizi.