Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Den slags kampe kommer der flere af

Skjern Håndbolds Jesper Konradsson er ikke bange for at tage nogle øretæver i forsøget på at komme frem til scoringer. Her bremses Jesper Konradsson kontant af Mors/Thys Asbjørn Madsen. Foto: Mads Dalegaard/Scanpix 2017

Den slags kampe kommer der flere af

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Skjern Håndbold var på hårdt arbejde hjemme mod Mors/Thy Håndbold. Træner Ole Nørgaard var meget tilfreds med sejren, for han mener, det kendetegner tophold at vinde den slags kampe.

888ligaen: 6-6 efter otte minutters spil.

Det var ikke lige den start, Skjern Håndbold havde håbet på at få i hjemmekampen mod Mors/Thy Håndbold.

Allerede på det tidspunkt var man klar over, at Skjern ikke ville komme let til de to point.

For Skjern var svækkede. Kasper Søndergaard blev alvorligt ankelskadet tirsdag, René Rasmussens knæ er stadig ikke i orden, og så måtte Emil Nielsen gå ud med en skadet ankel allerede under opvarmningen. Og søreme om ikke Anders Eggert måtte opgive at spille anden halvleg.

De første minutter havde afsløret, at Skjern slet ikke havde fat i forsvaret. Marcus Dahlin bombede bolde ind fra distancen efter behag, og de øvrige bagspillere blev heller ikke tacklet godt nok.

- Vi var slet ikke aggressive nok i forsvaret. Jeg har spillet sammen med Marcus Dahlin i to sæsoner, og jeg vidste, han er farlig. Heldigvis fik vi bedre fat efter pausen, fortalte en velspillende Jesper Konradsson efter kampen.

Skjern havde ikke selv de store problemer med at score i starten. Men det begyndte at knibe op mod pausen. Der blev ganske enkelt lavet for mange fejl, og der var ingen rytme i spillet. Cornelius Kragh fik ikke sat skik på spillet, da han var på banen, så det var Markus Olsson, Jonathan Stenbäcken og Jesper Konradsson, der måtte trække hele læsset.

- Vi havde igen gode muligheder for at få en lille pæn føring op mod pausen, men vi holdt ikke fast. Vi førte 14-11, så 14-13 var ikke godt nok, sagde Anders Eggert.

Efter pausen havde Skjern små føringer frem til 21-20 11 minutter før tid. Kort efter stod der 23-20.

Så fik Mors/Thy en livline. Bjarte Myrhol fik to plus to minutters udvisning.

På det tidspunkt bed Skjern-spillerne tænderne sammen. I undertal vandt Skjern 4-2, og så var kampen reelt afgjort.

- Jeg vidste, det ville blive hårdt. Men alt i alt mener jeg, vi både teknisk og fysisk er bedre end Mors/Thy. På en dag med skader fightede vi hårdt. Det var flot arbejde, sagde Jesper Konradsson.

En af de spillere, der havde grund til ekstra jubel, var fløjspilleren Mathias Gliese. Mathias Gliese havde en mindre god første halvleg i Esbjerg, men i dag var der ikke en finger at sætte på indsatsen.

- Det lettede. Jeg fik vel en form for revanche. Det var vigtigt for mig at vise alle mine holdkammerater, at de kan stole på mig, når jeg er på banen. Jeg kunne jo høre, at Mors/Thy ville lade mig gå fra fløjen. Heldigvis straffede jeg det ved at score på mine chancer eller få et straffekast, fortalte Mathias Gliese, der scorede fire aldeles glimrende mål.

Træner Ole Nørgaard var ikke overrasket over, at Skjern måtte slide hårdt for sejren.

- Den slags kampe vil der komme mange flere af i denne sæson. Og det kendetegner tophold, at de vinder de fleste af den slags kampe, sagde Ole Nørgaard.

Han hang sig ikke meget i skader eller ting, der ikke lykkedes.

- Vi får jo intet for medlidenhed. Vi førte stort set hele tiden, og et eller andet sted følte jeg, vi var i kontrol, sagde Ole Nørgaard.