Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Skjerns præstation var langt under niveau

Anders Eggert mente, at Skjern Håndbold langt fra leverede en acceptabel indsats i Esbjerg, og det kostede point. Foto: Frank Cilius/Scanpix 2017

Skjerns præstation var langt under niveau

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Alt for mange tekniske fejl, alt for mange dårlige beslutninger, alt for mange afbrændere og en elendig kontrafase. Der var meget galt, da Skjern spillede 29-29 ude mod Ribe/Esbjerg HH.

888ligaen: Igen havde Skjern Håndbold mulighed for at score et sejrsmål i de sidste sekunder, igen løb det hele ud i ingenting, og igen endte kampen 29-29.

Men i modsætning til kampen mod GOG, hvor Skjern ikke rigtig fortjente sejren, så burde de have vundet torsdag aften i Blue Water Dokken i Esbjerg.

For chancen for to point var ganske god. Fem minutter før tid førte Skjern 28-25.

Føringen på tre mål var lidt af en foræring. Ved 25-24 fik Ribe/Esbjerg fejlagtigt en udvisning til Lukas Karlsson for noget, dommerne takserede til en tackling omkring hoved/hals. Den tackling sad på skulderen. I overtal øgede Skjern til 27-24.

Måske var det derfor, hjemmeholdet ved 28-26 fik et straffekast, de aldrig skulle have haft, da Jesper Konradsson nærmest blev mast af en modstander i en position klart uden for feltet. Men straffe i stedet for angrebsfejl og to minutter til Konradsson.

Målet på straffekast og senere mål i overtal gav udligning til 28-28. 40 sekunder før tid blev der udlignet til 29-29.

Det resultat kunne Skjern ikke være tilfreds med. Men på den anden side set var de selv ude om det.

For det var vildt, så mange tekniske fejl, Skjern lavede, og hvor mange afbrændere, de også havde.

Det betød, Ribe/Esbjerg fik særdeles gunstige betingelser i form af kontramuligheder. Otte gange scorede Ribe/Esbjerg lette mål på kontra alene i første halvleg, hvor Skjern tidligt var bagud med tre mål, men hvor de senere førte med et par mål for så at føre 15-14 ved pausen. I anden halvleg scorede Ribe/Esbjerg fire gange på kontraløb. Det stod i skærende kontrast til Skjerns kontrafase, der ganske enkelt var elendig. To gange blev der scoret i anden fase i første halvleg, mens det efter pausen blev til en enkelt scoring på fire forsøg. Det var ganske enkelt for ringe.

Det var da også noget af det, topscorer Anders Eggert var inde på efter kampen.

- Vi manglede den der kontrafase. Men det er ikke det hele. Havde vi vundet med fem mål, og det kunne vi sagtens have gjort, så havde vi stået og set glade ud nu. Men bundlinjen er, at vi bare ikke var dygtige nok. Med føringen på tre mål skulle vi kunne lukke kampen. Men vi leverede ikke, vi var ikke hårde nok i forsvaret, og jeg savnede, at vi spillede mere bredt, så vi kunne lave noget mere tryk på ydersiden. Nu blev det i stedet noget med at miste en masse bolde inde på midten, sagde Anders Eggert.

Træner Ole Nørgaard var heller ikke tilfreds.

- En præstation langt under det niveau, vi skal kunne holde. Vi spillede direkte en meget dårlig kamp, så det her er i høj grad et tabt point, sagde Ole Nørgaard.

Han var træt af måden, det point blev tabt på.

- Der var så mange tekniske fejl, der blev taget så mange forkerte beslutninger, og alligevel skulle vi have vundet. I første halvleg brændte vi mange chancer. Vi brændte ikke helt så mange efter pausen, men vi brændte igen for meget. En effektiv kontrafase kunne have løst op, men den kørte heller ikke. Havde vi halveret antallet af fejl, havde vi vundet stort, sagde Ole Nørgaard.

Skjern får bøde for forkert trøjevalg
Fakta
888ligaenRibe/Esbjerg-Skjern 29 29(14-15)

Målscorere Ribe/Esbjerg HH: Jacob Holm 6, Pelle Schilling 5, Rasmus Nielsen 5 (1), Mathias Jørgensen 3, Lukas Karlsson 2, Yehia Elderea 2, Morten Nyberg 2, Miha Zvizej 2 og Philip Holm 2 (2).

Målscorere Skjern Håndbold: Anders Eggert 6 (4), Markus Olsson 5, Jesper Konradsson 5, Bjarte Myrhol 5, Kasper Søndergaard 5, Bjarke Christensen 2 og Mathias Gliese 1.

Udvisninger: Ribe/Esbjerg fem, Skjern fem.

Straffekast: Ribe/Esbjerg 3 (3 mål), Skjern 4 (4 mål).

Tilskuere: 1568 i Blue Water Dokken i Esbjerg.