Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Amfetaminsag: 27-årig vestjyde risikerer 18 års fængsel

3. januar er skæbnedagen for den 27-årige vestjyde, der er tiltalt for at have produceret amfetamin i en garage på Sønderupvej ved Fiskbæk. Han risikerer op til 18 års fængsel. Foto: Morten Stricker.

Amfetaminsag: 27-årig vestjyde risikerer 18 års fængsel

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Onsdag 3. januar 2018 falder der dom i den store sag om amfetamin. Et centralt spørgsmål er, om den 27-årige var bagmand eller ej.

RINGKØBING-SKJERN: Juleferien har næppe været en udsøgt fornøjelse for den 27-årige mand fra No, der er en af otte tiltalte i den største amfetaminsag i nyere tid.

Få dage efter at nytåret er skudt ind, onsdag 3. januar, falder der dom i sagen.

- Det er ikke helt uden skælven, at man ser frem til den dag. Det er ikke sjovt at sidde i arresten i Slagelse og vente på, om man måske skal 18 år i fængsel, fortæller Peter Secher, der er forsvarsadvokat for den 27-årige mand, der blev anholdt i besiddelse af 50 kilo amfetamin i oktober 2016.

Anklager Mariam Khalil fra Sydsjælland- og Lolland-Falsters Politi bad i sin procedure retten om at give den 27-årig mand 18 års fængsel, fordi hun mener, at han er en af bagmændene i en organisation, der har fremstillet og solgt amfetamin i mængder på omkring 120 kilo.

Han modtog narko

Anklageskriftet i den store narkosag, hvor også to andre vestjyder er tiltalt, beskriver en organisation, hvor de tiltaltes roller og handlinger er nøje beskrevet.

Den 27-årige skal have været ansvarlig for at fremstille amfetaminen i sine forældres garage på Sønderupvej ved Fiskbæk, hvor politiet blandt andet fandt store mængder amfetaminolie.

- Men det er svært at få til at stemme overens med, at han modtog - ikke afleverede - 50 kilo amfetamin den dag, han blev anholdt. Min klient er anholdt med 50 kilo amfetamin, så han undgår ikke en hård straf. Men jeg mener ikke, at der er ført bevis for, at han er bagmand i organisationen, understreger Peter Secher.

Bagmand eller ej

Spørgsmålet om, hvorvidt den 27-årige er en af hovedmændene i narkoorganisationen eller "en bonderøv fra Vestjylland, der er kommet i dårligt selskab", som forsvareren kalder ham, er centralt, når det handler om, hvor længe han skal sidde fængslet.

- Mængden af narkotika har en stor indflydelse på, hvor overliggeren for straffen er, mens underliggeren er, hvilken rolle han har haft. Den, der rører i gryden, skal straffes hårdere end den, der får to tasker i hånden. Og det er det, kampen står om, forklarer Peter Secher.

Hårdere straf

Straframmen for de forhold, som den 27-årige er tiltalt for, giver mulighed for at idømme ham op til 16 års fængsel, hvis han findes skyldig.

Anklageren har dog bedt retten i Næstved om at tage en paragraf i brug, der betyder, at straffen kan ganges med halvanden på grund af forbrydelsens grovhed, altså de store mængder af narkotika i sagen.

Dermed stiger strafferammen i dette tilfælde til 24 år. Der kan dog ifølge samme paragraf maksimalt gives 20 års fængsel.

Retten tager først 3. januar stilling til, hvorvidt strafferammen skal være 16 eller 24 år.