Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Bemærkninger til dramaet "Martyren Munk"


Bemærkninger til dramaet "Martyren Munk"

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Debat. 

Debat: Det var en stærk oplevelse at overvære opførelsen af Det flydende Teaters drama "Martyren Munk" i Vedersø præstgård, hvor det havde sin historiske oprindelse.

Til det manuskript, det blev spillet ud fra, vil jeg knytte disse bemærkninger: Hvis man ikke kan dokumentere det ud fra en troværdig kilde i Kaj Munks liv og forfatterskab, er det meget unfair at bruge ordet nazist om Kaj Munk, som det sker i indledningen. Ordet lægges senere ham selv i munden i hans reaktion på den halvt refererede Ollerup-tale, hvor det han reagerede imod, var, at Svendborg Avis kun gengav halvdelen af hans tale og udgav den for hele sandheden. Herom har vi Kaj Munks ord, at det stemplede han "som løgn". Men til dem, der trækker nazi-kortet mod en, der ikke kan tage til genmæle, bedes de henvise til en eller flere kilder til brugen af det om Kaj Munk. Fair synes jeg heller ikke, at det er, at sige, at han "valgte døden fremfor familien". Det var dog drabsmændene, der valgte at dræbe ham. Han valgte, at han ikke ville "stikke halen mellem benene, når og mens han kaldte andre til modstand". Det må kaldes en prisværdig og modig holdning. Vedrørende gengivelsen af Kaj Munks fabuleringer om sin mors intentioner om at få ham med i graven, så mangler den anden del herom i hans "Foråret så sagte kommer", hvor han lige derefter fortæller om moderens aftale med kusinen Marie Munk om, at hun og Peter Munk ville tage sig af drengen, når der blev brug for det. Den del nævntes ikke i "Martyren Munk", så her er igen et eksempel på, at den halve del af en historie udgives for at være hele sandheden. Men det er ikke fair mod Kaj Munks mor, Mathilde. Herom har jeg skrevet artiklen "Karaktermordet på en mor" trykt i Munkiana nr. 59.

Dramaet har fat i meget rigtigt, når den unge Kaj Munk levede med i en både tidsaktuel og kirkelig tradtition for fordømmende holdninger til jøderne. Først midt i 1960erne gik den romersk-katolske kirke væk fra, at betegne jøderne som Kristus-mordere. En tro, som han røber, han selv havde i sig under sin opvækst og som kom til udtryk i hans ungdomsdrama "Pilatus", men også i hans sene arbejde "De Herrer Dommere".

"Martyren Munk" får det frem på en markant måde, når det lader Kaj sige til Jesus i dramaet, som begrundelse for behandlingen af jøderne: "Fordi de slog dig ihjel, Herre". Men dramaet får det mindre frem, at Kaj Munk tidligere end de fleste andre vendte sig mød jødeforfølgelserne i skuespillet "Han sidder ved smeltediglen" med den markante replik i dette drama: "Men at tage menneskerettighederne fra mennesker er at gøre sig selv til forbryder".

Forfatteren til manuskriptet "Martyren Munk" kan næppe have læst bogen med titlen: "Kaj Munk: jeg beder virkeligt meget undskylde", som Alborg Universitetsforlag udgav i 2014. Omtale og anmeldelser kan findes på www.forlag.aau.dk.

Det virker meget unfair mod Kaj Munks eftermæle, at fremstille ham med følgende replik og gestus: "Hvad hvis dette ikke kan hindres ved anden metode ... end den hitlerske? ... I vejret med den ene arm og så på en gang, alle! Heil, heil, heil Hitler".

I denne overdrivelse fornemmes en mangel på skelnen mellem det, som Kaj Munk journalistisk referede fra udviklingen i Tyskland i 1934 i bogen "Vedersø-Jerusalem Retur", og hans egen holdning til det, hvor han foruden sin betagelse af Hitlers indsats for at rejse Tyskland igen efter nederlaget i 1. verdenskrig, også modigt skrev om ham allerede i 1934, at han tonede frem, og hans ansigt "lyste af mangel på intelligens".

Fint er det også, at dramaet får det med, at Kaj Munk var fortaler for det nordiske fællesskab - tilmed uden at det nævner, at han dertil foreslog "en fællesdiktator" for Norden. Når Kaj Munk fremstilles med hård kritik at Stauning og Scavenius, så er dramaet også på historisk grund i hans holdninger, blot bør det herom være med i vurderingen, at de havde kongens opbakning, ligesom Kaj Munk selv sit liv igennem bakkede op om kongen. Munk talte positivt om det "folkekongedømme" han så udvikle sig under besættelsen.

Kaj Munk spilles med stor intensitet af Brian Hjulmann, selvom det synes, at han for det meste fremstiller Kaj Munk teatralsk og på grænsen til det maniske. Lise Munk og datteren Yrsa fremstilles med mange menneskelige replikker som hustru, mor og datter.  Der indtager tillige dobbeltroller, hvor den ene er Jesus og undertiden også Stauning med det lange skæg.

Tænk at gå til dette teaterstykke i Vedersø præstegård, hvor det virkelige drama udspillede sig, og så opleve, at "Stauning" kommer hen til én og giver én en rød socialdemokratisk rose i plastik - i sandhed nærværende og grænseoverskridende teater.

Blot må det betænkes, at det som teater har sin egen kategori, hvor det er værd at huske ordene over det kongelige teaters scene: "Ej blot til lyst"- hvor fortsættelsen må være: men til eftertanke. Til "Martyren Munk" må det siges, at der er mange replikker i dramaet, der er direkte overført fra Kaj Munk egne ord og egne holdninger.

Det må heller ikke glemmes, når Kaj Munk ikke fremstilles på en fair måde, så har det danske folk dog deltaget i en hædring af ham, som er ganske enestående. Det er sket tidligt og sent i Københavns domkirke.

Det skete i den TV-sendte mindegudstjeneste i Maribo domkirke med dronningens deltagelse i 1994. I 1998 skete det i Toreby Kirke med deltagelse af den tyske kulturattaché Boris Ruge, og i 2004 blev han hædret ved en mindegudstjeneste i Lund domkirke.