Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Søms-direktørs udtalelser undrer fagforeningsformænd

Helge Albertsen og Linda Nielsen. Arkivfoto

Søms-direktørs udtalelser undrer fagforeningsformænd

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fagforeningsformændene Linda Nielsen og Helge Albertsen har ikke indtryk af, at ledige danskere viger tilbage fra at søge visse job. Men ledige søger job, der interesserer dem. Det kan også få konsekvenser at søge lavtlønsjob, siger de.

Lem: - Vi ville hjertens gerne yde den samme indsats for ledige danskere, som vi gør for at integrere Aziz og andre flygtninge og indvandrere, men de få ledige, der er, søger ikke vores job.

Sådan sagde direktør Tommy Larsen i tirsdagsavisen som forklaring på, hvorfor Lem-virksomheden Søms, der fremstiller puder, beskæftiger udlændinge - og gerne vil beholde den udvisningstruede somalier Abdi Aziz Osman som ansat.

Søms ville få svært ved at udfylde alle pladser, hvis der kun måtte ansættes etniske danskere.

Derfor beskæftiger Søms medarbejdere fra Ukraine, Tyskland, Burma, Thailand, Sudan, Syrien og Somalia til en løn, der ligger "noget over mindstelønnen".

Mindstebetalingssatsen er for timelønsarbejde ifølge industriens overenskomst 115 kroner og 65 øre i timen, hvilket svarer til en månedsløn på 18.538 kroner, udregnet efter de gængse 160,3 timers arbejde. Timelønnen stiger to kroner til marts. Det er som sagt mindstebetalingen. I langt de fleste tilfælde aftales så en højere løn mellem medarbejdere og virksomheder,

Både 3F-formand Linda Nielsen og metalformand Helge Albertsen undrer sig over direktørens udtalelse.

- Ingen ledige ønsker at gå ledige, hvis de kan få et job. Jeg har ikke kendskab til, at Søms har ringet og bedt om arbejdskraft. Virksomhederne ringer jo til os og spørger for eksempel efter ledige med truckcertifikat, og så sender vi folk ud til dem med de kvalifikationer. Mig bekendt har Søms ikke ringer til os og spurgt, om vi har nogle ledige, siger Linda Nielsen, formand for 3F, som er forbundet for ufaglærte.

Der er dog også for eksempel Vestas-ansatte organiseret hos 3F. Hos 3F var der i november 2017 registreret 209 ledige.

- Vi har fået lidt flere ledige ind siden november. Det er de vinterfyrede, som typisk kommer fra byggeriet eller vej og park. De er her et par måneder og kommer så tilbage igen på virksomhederne, siger Linda Nielsen.

Blandt de 209 3F-medlemmer uden job er også ledige på supplerende dagpenge. De arbejder et vist antal timer og får suppleret op fra a-kassen.

Arbejdsløs: Jeg er træt af at ryge ind og ud af vikariater

Over mindstelønnen

At ansøgningerne ikke er væltet ind til Søms i Lem kan skyldes, at lønnen er lavere end, hvad den ledige er vant til. Og måske endda ikke bedre end at gå på dagpenge.

En ledig kan maksimalt få 18.633 kroner i dagpenge om måneden, hvilket svarer til en timeløn på 116 kroner og 23 øre - altså 58 øre over mindstelønnen. Det er højeste dagpengesats.

Hvis en ledig tager et job, der er lavere lønnet end hans tidligere, skal der laves en ny dagpengeberegning, hvis vedkommende igen bliver ledig.

- Ikke alle er berettiget til maks dagpenge. Og dagpengene vil altid være lavere end den løn, den ledige kom fra. Derfor kan nogen ledige have betænkeligheder ved at tage lavere lønnede jobs, siger Linda Nielsen. Hun slår dog fast, at ledige skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet og derfor skal søge to job om ugen.

- Folk vil jo ofte søge de job, som de kender noget til, og som har deres interesse, siger formanden.

Kravet om at søge to job om ugen kan udarte sig til de groteske, hvor ledige søger stillinger, de ikke er kvalificerede til. Som 3F-medlemmet, der søgte jobbet som organist - uden at kunne spille orgel.

- Også hos 3F får vi uopfordrede ansøgninger. Nogle spørger også naboen, om hans arbejdsplads mangler folk, siger Linda Nielsen.

Også ledige på supplerende dagpenge har pligt til at søge job som de fuldtidsarbejdsløse. Ledige har også mulighed for at tilbyde sig i praktik og arbejde for dagpengene.

Behov for alle

Foreholdt Søms-direktørens kommentar spørger LO- og Metalformand Helge Albertsen "hvorfor de ledige skal have den svingtur?"

- Jeg synes, de bemærkninger ikke hører til i forhold til essensen i artiklen. Vi ved jo godt, vi har høj beskæftigelse og mangel på arbejdskraft, og i det lys er der behov for alle gode kræfter, og så er jeg ligeglad med religion og hudfarve. Hvis de tager de job, er det fint, og lad os så lade være med at kaste på hinanden. Jeg synes ikke, det tjener ham at svine vores ledige borgere til, siger Helge Albertsen.

Han har ikke indtryk af, at ledige danskere viger tilbage fra at søge visse job.

- Hvis det er sådan, må det være, fordi Jobcenteret og kommunen ikke gør nok for at få opkvalificeret ledige til de job, både personligt og kvalifikationsmæssigt, og så må vi kigge på det. Nogle kan have andre udfordringer end det faglige, siger Helge Albertsen.

Han mener, det er naturligt, at ledige først og fremmest søger de job, de kender til og er interesseret i.

- Men rådighedskravet siger, at man skal tage det job, man fysisk og psykisk kan klare. Nogle siger også 'jeg tager jobbet, selv om det ikke er min højeste interesse", for det er nemmere at finde et nyt job, hvis man er i job. Og man er jo heller ikke stavnsbundet til et job, siger han.

Hjælp til særlig gruppe

Helge Albertsen efterlyste i sommer, at kommunen bruger vækstpenge på at hjælpe en gruppe på omkring 650 ledige i job.

De 650 borgere er dels i a-kasse, dels på kontanthjælp og er arbejdsmarkedsparate. De er i princippet klar til at tage et job i morgen - men kan alligevel ikke rigtigt finde fodfæste i et job. Det kunne være et job, som Abdi Aziz Osmans, som ikke kræver alverden fysisk eller intellektuelt.

- Jeg kan sagtens forstille mig, at der sidder nogle derude og siger 'hvorfor siger Søms-direktøren det om mig'? Jeg spørger mig selv, om der ikke kunne gøres mere for denne gruppe. Uanset den lave ledighed har vi 650 ledige, som vi har en forpligtelse over for, siger Helge Albertsen.

Han er indvalgt i byrådet og har fået plads i Beskæftigelsesudvalget - og er spændt på at få diskuteret kommunens indsats over for den særlige gruppe af ledige.