Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Kulturårets afslutning fejres i både øst og i vest


Kulturårets afslutning fejres i både øst og i vest

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hvide Sande bliver et centralt omdrejningspunkt, når Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 lørdag 9. december afsluttes med en ceremoni og gratis koncerter.

Hvide Sande: Ifølge kulturelle jungletrommer, der lige nu giver lyd fra sig i Aarhus, bliver det både poetisk og festligt, når det regionale projekt Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 lørdag 9. december lukker ned med en afslutningsceremoni.

Om eftermiddagen tager finalen sit udgangspunkt i Hvide Sande, og om aftenen bliver det hele så rundet af i Aarhus:

- På havnen i Hvide Sande samler vi alle de positive energier fra vores fantastiske år - og sender dem frem til 2018 og næste års europæiske kulturbyer: hollandske Leeuwarden og Valletta på Malta, siger administrerende direktør for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, Rebecca Matthews, som tilføjer:

- På havnen i Hvide Sande deler publikum en poetisk og musikalsk stund, hvor musik, bevægelse og lys udgør baggrunden, når vi sender vores budskaber og håb for fremtiden videre ud i Europa.

Også borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, Iver Enevoldsen (V), ser frem til afslutningen 9. december:

- Vi er stolte over, at Hvide Sande danner rammen om afslutningen på kulturhovedstadsåret, hvilket også er et vidnesbyrd om det store engagement, der er lagt i Aarhus 2017 lokalt hos os, siger borgmesteren. 

Vi er stolte over, at Hvide Sande danner rammen om afslutningen på kulturhovedstadsåret
Iver Enevoldsen (V), borgmester

60 gratis koncerter

Iver Enevoldsen siger videre om det at være vært ved en del af afslutningsceremonien:

- Nu går vi efter at skabe en flot og helt unik eftermiddag, hvor de mange tusinde, der forventes til eventen, får en varm og vedkommende oplevelse.

Den anden del af fejringen begynder på havnen i Aarhus, hvor publikum mødes for at mindes det kulturelle år i lyd og billeder. Fra havnen vendes blikket senere på aftenen ind mod byen, hvor der bliver budt på flere end 60 gratis koncerter med danske og internationale bands.

- Vi har valgt at skabe en afslutning, som både rummer en højtidelig ceremoni, hvor vi hylder året som Europæisk Kulturhovedstad, og samtidig skaber vi en fest, hvor folk kan slippe glæden fri, danse og lytte til en masse god musik, siger Rebecca Matthews.