Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Anmeldelse: Blød landing, men "Statsministrene" holder vejen hjem

Helle Thorning-Schmidt overdrager Statsministeriet til Lars Løkke Rasmussen. DR's tv-serie om Danmarks seneste fem statsministre har begejstret avisen Danmarks anmelder, politisk redaktør Elisabet Svane. Arkivfoto: Keld Navntoft/Scanpix

Anmeldelse: Blød landing, men "Statsministrene" holder vejen hjem

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Anmeldelse

Arh, afsnit 4 er ikke det bedste i serien "Statsministrene". Der er, for en som mig, for lidt politik og for meget "det er også hårdt at være statsminister", som min gode ven analyserede sig frem til. Bevares, der er højdepunkter af nærmest episk karakter. Som da Poul Schlüter (K) for første gang i mange år træder ind i Statsministeriet og udbryder:

"Det ser skrækkeligt ud". Eller da han lidt senere konfronteres med et af dronning Margrethes malerier og nøjes med at konstatere:

"Nydelig ramme. Nydelig ramme".

Men en lidt blød landing, fire stjerner, ændrer ikke på, at Anne Sofie Kraghs og Michael Dyrbys "Statsministrene" samlet set er et både interessant, vellykket, underholdende og tankevækkende gensyn med de seneste 35 års politik. Til fem store, samlede stjerner. Uden de store afsløringer, ja, men til gengæld med muligheden for at trække de lidt længere linjer, den daglige politiske dækning ikke levner plads til. Og så er det bare helt basalt en oplevelse at se og høre de fem sammen. Selv når de taler tomgang, hvad de selvfølgelig også gør.

Jeg har slugt alle fire afsnit og registreret, at de ligner sig selv og træder mere og mere i karakter som sig selv gennem udsendelserne. At ligheden mellem Poul Nyrup Rasmussen, (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) som typer er blevet mere og mere slående. De er til de store linjer, de er til politik i maskinrummet, og den tekniske udførsel er ikke altid lige smuk. Poul Schlüter (K) er den gamle mand med de rammende bemærkninger, men også ham, hvis tid er gået. Anders Fogh Rasmussen (V) er simpelthen Anders Fogh Rasmussen. Mens Helle Thorning-Schmidt (S) er den, der har sværest ved at se bjælken i sit eget øje, men let ved at se splinten i de andres.

Måske fordi hendes statsministertid er så tæt på, har hun svært ved at trække de lange linjer og forholder sig mere til rollen som statsminister og de enkelte kriser end til det politiske projekt, hun ønskede at udfolde i sin tid som statsminister.

Når de sidder i sofaen på Marienborg, taler de om, hvor meget de har overtaget fra hinanden. At en statsminister i Danmark ikke starter på nul, men lige præcis der, hvor forgængeren stoppede.

De har været statsministre i en tid, 35 år, hvor vi i stigende grad blev en del af verden omkring os. Fra Poul Schlüter (K) indførte fastkurspolitikken og dermed fraskrev sig devalueringen som et økonomisk styringsmekanisme inden han førte os ind i EU's indre marked. Over Poul Nyrup Rasmussen (S), der førte os ind i Den Europæiske Union, med undtagelser og gjorde os krigsførende på Balkan. Også uden FN-mandat. Hvor Anders Fogh Rasmussen (V) med smallest mulige flertal bragte os i krig i Irak og gjorde os til en del af et større og mindre reguleret EU. Og hvor Lars Løkke Rasmussen (V) og Helle Thorning-Schmidt (S) blev statsministre i finanskrisens, flygtningekrisens, klimakrisens og vælgerkrisens tid.

Hvad de ikke taler om i sofaen, men hvad der er slående er, hvor meget de har spejlet sig i hinanden. Hvor meget de som statsministre har forholdt sig til ham - eller hende - der kom før.

Da Poul Nyrup kom til, havde den sejlivede Schlüter-regering nær taget livet af den socialdemokratiske tro på, at man var førstefødt til regeringsmagten. Selv om Nyrup yndede at nynne "Ham Schlüter, er han virk'lig lisså mægtig,som man tror? Eller bare et fnug? Mellem himmel og jord" på melodien fra "Musens sang", var Schlüter ikke bare stor i borgerlig optik. Så da Nyrup fik magten, ikke ved et valg, men fordi Schlüter blev fældet af Tamil-sagen, gentog han Schlüters firkløverregering i sin første periode og fastholdt fastkurspolitikken.

Da Anders Fogh kom til i 2001, var hans, i egne øjne, vigtigste politiske gerning, kontraktpolitikken, et direkte svar på Poul Nyrups efterlønsindgreb i 1998. Her mistede Nyrup den tillid, han møjsommeligt havde bygget op til befolkningen, Foghs svar var kontraktpolitikken.

Den levede Fogh godt på, så godt, at Helle Thorning-Schmidt forsøgte at kopiere den i udspillene "Fair Løsning" og "Fair Forandring". Et spejlbillede af Foghs taktiske tankegang, men da Thorning kom til, var 00'erne blevet til 2011 og Radikale var vågnet op igen. Tiden var blevet en anden, det opdagede Thorning-regeringen bare for sent. Og måtte lægge ryg til beskyldninger om løftebrud. Noget var reelt, meget var bare politisk umuligt.

Løkke spejlede sig, i sin første periode fra 2009, i Fogh ved at forsøge at vriste sig fri af kontraktpolitikken, mest markant med de facto-afskaffelsen af efterlønnen. Den efterløn, Nyrup tabte magten på at ændre, afskaffede Løkke og var dermed lige ved at genvinde magten. Men kun lige ved.

Hvad de ikke taler om i sofaen, men hvad der er slående er, hvor meget de har spejlet sig i hinanden. Hvor meget de som statsministre har forholdt sig til ham - eller hende - der kom før.