Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Læger uden Sponsor: Kæmpe skridt i den rigtige retning, men...

Det er godt, at Region Midtjylland fremover selv vil stå for udgiften til at sende speciallæger på konference, mener Andreas Lundh, der er medlem af Læger uden Sponsor. Han opfordrer dog til også at lade handling følge ord, for lægerne har brug for den faglige sparring. Arkivfoto

Læger uden Sponsor: Kæmpe skridt i den rigtige retning, men...

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Speciallæger risikerer at gå glip af vigtig faglig sparring, hvis ikke de kan tage til internationale konferencer, advarer medlem af Læger Uden Sponsor.

REGIONEN: Kom til konference og hør mere om vores revolutionerende nye lægemiddel. Du og din arbejdsgiver kan beholde pungen i lommen. Vi betaler fly, overnatning og bespisning.

Hvem siger nej til sådan et tilbud? 

Ikke lægerne i hvert fald.

I august 2016 afdækkede vi her i avisen, hvordan næsten 5.400 ansatte i sundhedsvæsnet over en to-årig periode havde takket ja til at deltage i kurser og konferencer helt eller delvist betalt af lægemiddelindustrien.

Her interviewede vi blandt andre Andreas Lundh, der har skrevet ph.d. om lægemiddelindustrien og lægers interessekonflikter. Han forklarede, at det er umuligt ikke at lade sig påvirke til at udskrive en bestemt type medicin, når man bogstaveligt talt sætter sig til bords med producenten.

- Der er videnskabeligt bevis for, at når man tager på sådan nogle sponsorerede ture, så har man efterfølgende en tendens til at bruge flere af sponsorens præparater, udtalte han dengang.

Fra nytår er det slut: Ikke flere gratis rejser til læger

Hvem skal så betale?

Andreas Lundh er til daglig læge ved Infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital samt medlem af Læger Uden Sponsor - et netværk af læger, der aktivt siger nej til lægemiddelindustriens mange tilbud om konferencer med alt betalt.

Nu vil Region Midtjylland sætte en stopper for de industri-betalte rejser, og det er et kæmpe skridt i den rigtige retning, mener Andres Lundh.

- Det her er en rigtig god idé, for al forskning på området viser, at industristøtte påvirker lægers adfærd. Når det er sagt, så vil jeg håbe, at regionerne sørger for at afsætte ekstra midler til konferencedeltagelse, siger han.

Konferencer er nemlig en måde at holde sig fagligt ajour med den nyeste viden og etablere samarbejder med udenlandske kolleger. Men hospitalerne har ikke økonomi til at sende lægerne af sted i deres nuværende budgetter, vurderer Andreas Lundh:

- Hvis man fortsat vil understøtte den faglige udvikling, så er min vurdering, at man er nødt til at tilføre midler til hospitalernes efteruddannelsespuljer.

De penge har vi ikke

Lægemiddelindustrien har selv opgjort, at den årligt bruger mindst 80 millioner kroner på at sponsorere danske lægers deltagelse i udenlandske kongresser.

Hvis Region Midtjyllands andel er en femtedel af det beløb, så skal Region Midtjylland hvert år afsætte 16 millioner kroner til formålet, hvis den nuværende rejseaktivitet skal opretholdes.

- Det har vi ingen muligheder for at finansiere, fastslår koncerndirektør Ole Thomsen.

Han anerkender, at der er værdi i at deltage i internationale konferencer, men det vil ikke være alle forundt i fremtiden.  

- Vi vil stadig sende læger på konference, og jeg tror også, vi vil komme til at bruge flere penge på det end nu. Men hvis vi i dag sender 15 læger af sted på en konference, så bliver det måske kun halvdelen i fremtiden. Så må de tage ansvar for at vejlede deres kolleger, når de kommer hjem, siger Ole Thomsen og tilføjer, at der for hospitalsafdelingerne er en værdi i, at rejseaktiviteten bliver mindre, da det lægelige fremmøde i det daglige vil være højere.