Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Demofobi


Demofobi

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Poul Osmundsen , polo@dagbladetringskjern.dk
Tommy Kofoed
Klumme. 

Da jeg i 1975 under en Interrail-tur gennem Europa landede i Barcelona, anede jeg ikke, at jeg befandt mig i Catalonien.

Det kan selvfølgelig skyldes, at jeg var en uvidende 19-årig. Men snarere skyldtes det, at landets leder hed Francisco Franco, der havde styret landet, siden han og hans falangister vandt den spanske borgerkrig i 1939.

Franco og hans fascister undertrykte med hård hånd Catalonien; tusinder blev henrettet, catalonske selvstyre-institutioner blev opløst, selv det catalonske sprog - et selvstændigt sprog, ikke en spansk dialekt - blev forbudt i offentlige sammenhænge.

Så det land, jeg besøgte i 1975, var bare en provins i Spanien, styret fra det fjerne Madrid.

Efter Francos død i 1975, fasciststyrets fald og folkestyrets (gen)indførelse, vågnede den catalanske nation op igen.

Da jeg for 10 år siden genbesøgte Barcelona, var tegnene på, at jeg befandt mig i en særegen nation alle vegne; lige fra sproget på offentlige skilte til det allestedsnærværende Senyera, det ældgamle catalanske flag med de fire røde striber på gul baggrund.

Catalonierne har i årtier søgt mere selvstyre, mange endda uafhængighed, mens Madrid har nægtet dem det. Madrid vil og kan ikke give slip på sin mest velhavende provins; Spanien, der reelt er en samling distinkte nationer, risikerer at falde fra hinanden.

I weekenden stødte de catalanske løsrivelses-bestræbelser frontalt sammen med Madrids centralisme under folkeafstemningen om selvstændighed eller ej. Det var ikke noget kønt syn:

900 fredsommelige mennesker, der prøvede at afgive deres stemme, blev af hidkaldt spansk politi tævet så læsterligt, at de måtte på sygehuset.

Premierminister Rajoys surrealistiske kommentar var, at afstemningen aldrig havde fundet sted og aldrig kunne finde sted, fordi "Spanien er et modent og avanceret demokrati, venligt og tolerant".

Si, claro!

Nemlig, ja!

Den spanske centralmagts voldelige fremfærd bør ikke overraske nogen; under overfladen har Spanien aldrig fået gjort op med hverken fascismen eller fascisternes modparter, de totalitære venstre-bevægelser. Det har altid været et knippel-demokrati.

Det, der i virkeligheden bør bekymre, er dog de andre EU-nationers reaktion; eller rettere mangel på samme.

Forestil dig, hvordan Bruxelles ville have reageret, hvis politiovergrebene var sket i Rusland, Serbien, Tyrkiet eller et andet ikke-EU-land i nabolaget: Skrig, skrål og stor forargelse, ikke sandt?

I øvrigt med god grund...

Men tavsheden om overgrebene i Catalonien har været øredøvende; hvorfor?

Bruxelles og de politikere rundt omkring i de nationale parlamenter, der fungerer som det ikke-folkevalgte eurokraturs stik-i-rend-drenge - folk som Rajoy - lider af demofobi; sygelig frygt for rigtigt folkestyre.

Mest af alt frygter de, at medlemslandene gør oprør mod diktaterne fra Bruxelles -  som englænderne, der siger farvel og tak; østeuropæerne, der ikke vil finde sig i, at de skal påtvinges muslimske indvandrere; eller catalonierne, der ikke vil være en del af Spanien, selv om EU ønsker det.

Gang på gang har EU-borgerne - når de fik chancen - stemt nej til at afgive magt til Bruxelles. Hver gang er de blevet kørt over, og tingene er blevet, som eurokraturet ønskede.

Men hvad vil EU gøre, hvis landet erklærer sig selvstændigt - noget, der er en stor sandsynlighed for - og der flyder blod i Barcelonas gader?

Cataloniens skæbne er så vigtig, fordi den ikke bare viser Madridstyres halvfascistiske fjæs.

Den kan også komme til at vise EU's sande demofobiske ansigt.