Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Lad os nu fortælle de historier, vi selv vil høre


Lad os nu fortælle de historier, vi selv vil høre

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Af Trine Ørskov (S), Byrådsmedlem og byrådskandidat
Billede
Læserbrev. 

Debat: Der er så dejligt her i Naturens Rige, og så er her plads, plads, plads. Til dem der gerne vil blive lidt længere, dem med børn og mange "arbejdskræfter".

Derfor bruger vi skattekroner på at markedsføre kommunen for at øge bosætningen. Unge eksilvestjyder feteres, skonnerten Maja sejles til Folkemøde, og brandingfilm skal efterlade et indtryk af en kommune med plads og mentalt overskud i rigelige mængder. Og det er meget godt alt sammen. Lige indtil vi glemmer at tro på det selv.

For med et enkelt pennestrøg i dagens avis kan en dårlig sag kvæle ethvert forsøg på at gøre sig lækker for omverdenen. Jeg vil vove den påstand, at der ikke skal mere end en fibersag til at udligne den brandingværdi, det er lykkedes at skabe med førnævnte tiltag. Læg så en Hellesag, en mailsag, en Jeppesag, en møllesag, en sygedagpengesag og en ældresag oven i ligningen, så har vi en underskudsforretning.

Sagerne klistrer tilsyneladende til kommunen. Hvorfor? Fordi flere politikere er mere optaget af at skaffe billige point end at føre langsigtet politik.

Det er ikke alene uskønt. Det bevirker også, at vi selv skaber dårlig omtale, der bliver synonymt med Naturens Rige. Over for de borgere, vi så gerne vil tiltrække, fremstår vi som det ægtepar, ingen har lyst til at besøge, fordi de skændes fra man træder ind ad døren, til man har fundet en undskyldning for at gå igen.

Dertil kommer det uhensigtsmæssige i, at politikere i flere af denne type sager agerer sagsbehandlere, for vi har ikke de nødvendige forudsætninger. Vi er lægfolk, som er dybt afhængige af forvaltningens faglighed for at kunne træffe velbegrundede beslutninger. Når vi sagsbehandler, vinder de resursestærke borgere, der råber højt, mens taberne bliver dem, der ikke har overskud til at markere sig.

Der blæser nye vinde i det politiske landskab. Det er mit håb, at næste byrådsperiode bliver præget af respektfuld dialog politikere, forvaltning og borgere imellem.

Vi har vel alle det samme mål: At skabe fortsat udvikling af Naturens Rige.