Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Lyt nu til medarbejderne


Lyt nu til medarbejderne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Læserbrev. 

Læserbrev: Det er medarbejderne, der har kendskab til hverdagen på de forskellige arbejdspladser - og det er dem, der kan komme med forslag til ændringer og sætte spørgsmålstegn ved overflødige og uforståelige opgaver og bestemmelser.

Problemerne med især det psykiske arbejdsmiljø i kommunen er kraftigt stigende - og stadig flere må sygemeldes på grund af alvorlige symptomer på stress som følge af et alt for højt arbejdstempo og for stort arbejdspres i alt for lang tid.

Det skal der gøres noget ved! I Ringkøbing-Skjern Kommune skal der være fokus på at understøtte medarbejdernes mulighed for at lave et godt stykke arbejde. Det vil skabe højere trivsel og lavere sygefravær.

Af den personalepolitiske redegørelse fremgår da også, at medarbejderne er Ringkøbing-Skjern Kommunes vigtigste ressourcer til at nå de politiske og ledelsesmæssigt fastsatte mål - og at det derfor skal sikres, at kommunen til stadighed har sunde og attraktive arbejdspladser, hvor der er udviklingsmuligheder for ledere og medarbejdere.

Til vælgermøder har SF mødt mange engagerede medarbejdere, der har grundigt kendskab til, hvad der foregår ude i det virkelige liv på kommunens mange arbejdspladser. Vi har hørt om deres arbejdsforhold - og det lyder bestemt, som om der er plads til forbedring!

Byrådet igangsatte i foråret som led i en tillidsreform et projekt om nødvendig og værdifuld dokumentation, hvor der blandt nogle af medarbejderne i hjemmeplejen, i daginstitutioner, pædagoger i Handicap og Psykiatri, socialrådgivere i Beskæftigelse og socialrådgivere i Børn og Familie blev gennemført en spørgeskemaundersøgelse om tidsforbrug, kilder og anvendelse og nytte af dokumentationen. Undersøgelsen skulle afdække, om det var muligt gennem mindre (og måske unødvendig) dokumentation at frigive flere ressourcer.

Resultatet af undersøgelsen blev drøftet på en temadag med byrådet i starten af maj - og byrådet skulle herefter sætte retning for det videre arbejde med tillidsreformen.

Siden er der ikke sket noget som helst!

SF mener, at der skal sættes gang i arbejdet med tillidsreformen igen hurtigst muligt. Vi kan simpelthen ikke være bekendt først at spørge medarbejdere om, hvad de mener og så bruge det til ingenting.

I SF vil vi arbejde for en ny politisk kultur, hvor der bliver lyttet til medarbejderne, og hvor der er tillid til medarbejdernes faglighed.