Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Magten tilbage til politikerne


Magten tilbage til politikerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Læserbrev. 

Læserbrev: 2. april 2017 ryddede Konservative Ringkøbing-Skjern op på stranden nord for Søndervig - på 2 timer fik vi samlet 160 kilo affald. Den oprydning agter vi at fortsætte politisk. Magten skal tilbage til politikerne.  Vi skal turde sætte retningen for vores serviceniveau og agere som kommunens øverste ledelse - det er ikke forvaltningen / administrationen, der er leder for politikerne. Det er omvendt!

Med baggrund i de konkrete lokale sager om botilbud kan jeg forstå på debatten både i Dagbladet og på Facebook, at bl.a. formanden for Social og sundhedsudvalget Karsten Sørensen (S) og næstformand Hans Østergaard (V) fralægger sig ansvar med baggrund i, at det jo er forvaltningen, som træffer afgørelse, og man har derudover tillid til den enkelte medarbejders dygtighed.

Ingen tvivl om, at kommunens ansatte har et højt fagligt niveau og at de arbejdsmæssigt knokler alt, hvad de kan. Det er også sandt, at det er forvaltningen, som træffer afgørelse i de konkrete sager og denne afgørelse kan påklages til Ankestyrelsen. Men det er altså byrådspolitikerne, som er kommunens øverste ledelse og det er politikerne som sætter retningslinjerne for driften af kommunen.

Man skal som byrådsmedlem turde påtage sig sit ledelsesansvar; man skal turde træde i karakter, holde fanen højt og vise vejen som den gode rollemodel for en kommune i trivsel. Dette har jeg svært ved at få øje på i det nuværende Byråd. Og det vil jeg gerne lave om på i det kommende Byråd. Magten skal tilbage til politikerne!

Selvfølgelig handler de forskellige serviceniveauvalg også om vores fælles husholdningskasse. Sådan vil det altid være uanset hvad. Men vi skal naturligvis værne om hinanden og vi skal kunne regne med en værdig behandling uanset om vi er børn, unge, midtvejs i livet eller gamle.

Når jeg følger med i de forskellige referater fra fx Beskæftigelsesudvalget og Social- og sundhedsudvalget, så får jeg en oplevelse af politikere, som ikke stiller spørgsmål til noget som helst, men som "sluger" forvaltningens orienteringer råt. Hvis man begyndte at stille spørgsmål og turde tage andre beslutninger end dem som administrationen foreslår, så kunne der måske være penge at hente som kunne bruges andre steder i vores ellers så skønne kommune. Fx: hvorfor skal overskuddet på beskæftigelsesområdet for 2016 på ca. 3,5 millioner føres tilbage til Jobcentret? Hvorfor kanaliseres disse penge ikke over på andre områder, som er hårdt trængende? Fx handicapområdet eller ældreområdet? Hvorfor skabes der ikke flere jobs til kontanthjælpsmodtagerne? Alene på dette område bruger vi ca. 70,6 millioner kroner om året. Alt i alt bruger vi ca. ½ milliard om året på offentlig forsørgelse her i kommunen - og så er sygedagpenge, integration og diverse tilbud i henhold til beskæftigelseslovgivningen ikke medregnet. Et andet eksempel kunne være, at det nuværende Byråd har valgt at bruge penge på at lave en film, medens vi har borgere på plejehjem, som ikke får den hjælp, de har brug for eller det botilbud udenfor kommunen, som vil være den bedste og mest værdige løsning. 

At få økonomien til at hænge sammen er altid et prioriteringsspørgsmål - både samfundsmæssigt og privat. Jeg synes dog, at man med rette kan spørge sig selv, om vi dybest set behandler mennesker i nød ordentligt i Ringkøbing-Skjern Kommune? Og kan vi satse på tilflyttere og bosætning, hvis vi socialt set har et dårligt ry? Mit svar til begge disse spørgsmål er nej. Det vil Det Konservative Folkeparti gerne lave om på ved næste Kommunalvalg d. 21. november 2017. Vi vil gerne rydde op og stå i spidsen for, at det nye Byråd reelt set tør være kommunens øverste ledelse!