Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Sandheden om Værnengene


Sandheden om Værnengene

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Af Egon Østergaard, Hodsager, Formand for Dansk Ornitologisk Forening
Foto: John Randeris
Læserbrev. 

Læserbrev: I denne uge afsagde Højesteret en kendelse, der fastslår, at Naturbeskyttelsesloven også gælder på Værnengene i Ringkøbing-Skjern kommune.

I avisens leder 28. marts skriver chefredaktøren, at der er tale om et "højere juridisk skoleridt". Det er både sandt og forkert, for sagen er sådan set ret enkel. Tidligere formand for det daværende Teknik og Miljøudvalg i Ringkøbing Amt, venstremanden Harry Jensen, var i Dagbladet samme dag ude med en krads kritik af staten for ikke at overholde aftaler med områdets landmænd.  

Sagen er imidlertid den, at skurken i denne langstrakte sag er Harry Jensen selv. I hans periode som formand for udvalget gjorde han alt, hvad han kunne for at stikke kæppe i hjulene, når der var natur der skulle beskyttes, eller ny natur etableres. Vi vidste altid, hvor vi havde Harry den gang. Han var modstander af naturbeskyttelse, og han kæmpede f.eks. en brav kamp mod Skjern Å-projektet og en bedre beskyttelse af Værnengene.

Naturgenopretningsprojektet Skjern Enge fik han ikke forhindret, men Værnengene gik det bedre med. Lige indtil Højesteret kom på tværs.

Værnengene blev fredet i 1977 for at beskytte de fine enge, og lodsejerne fik udbetalt erstatning for de rådighedsindskrænkninger, de måtte lide, da de grønne enge blev beskyttede. I samme fredning besluttede man, at jagthytterne på Værnengene skulle fjernes inden 2002.

Da året nærmede sig, ønskede Harry Jensen og Amtsrådet imidlertid at bevare hytterne, men dette kunne kun ske ved en revideret fredning. En proces for dette blev igangsat, men i den forbindelse så Harry Jensen en mulighed for at svække naturbeskyttelsen på Værnengene til gavn for landmændene.

En meget stor del af Værnengene var udlagt og beskyttet som "ferske enge" på de kort, der lå til grund for den første fredning. Men ved en snu manøvre lykkedes det behændigt udvalgsformanden at ændre disse kort, så områderne nu hed "vedvarende græsarealer", der ifølge Naturbeskyttelsesloven ikke er beskyttede. Fredningsdommeren var ikke opmærksom på denne lille finte, og vi fik faktisk i 2002 en fredning, der beskyttede Værnengene dårligere, end hvis der ikke havde været en fredning. En grotesk situation, som Dansk Ornitologisk Forening også påpegede den gang. Men løbet var kørt, og Harry Jensen havde dygtigt fået afbeskyttet Værnengene, så han kunne høste ros hos landmændene.

Naturstyrelsen slog sig til tåls med den dårlige fredning, fordi der kunne indgås frivillige aftaler med landmændene om ikke at pløje de nu "afbeskyttede" enge op. Vi vidste alle, at det var en stakket frist, når arealer kun er beskyttede, så længe frivillige aftaler kan finansieres årligt af staten.

De seneste par år er disse frivillige aftaler løbet ud, og landmændene begyndte (måske i god tro) at pløje de enge op, der var beskyttede frem til 2002, men som Harry Jensen og udvalget troede, de havde gjort til almindelig landbrugsjord, der kunne indgå i omdrift.

Sagen om Værnengene er derfor såre enkel. Naturbeskyttelsesloven er stærkere end en dårligt formuleret fredning og frivillige aftaler med en kommune samt tomme ord fra amtsrådspolitikere. Med lov skal land bygges.

Lodsejere på Værnengene og politikerne i Ringkøbing-Skjern kommune kan således takke Harry Jensen for, at de føler sig holdt for nar. Det er dog langt over stregen, når Harry Jensen alene kritiserer staten i denne lange sag. Det ville klæde ham at erkende sandheden om Værnengene.

Nu har Højesteret underkendt hans lille manøvre med at "afbeskytte" Værnengene, så nu begynder et nyt kapitel, hvor lodsejere, kommune, stat og de grønne organisationer må sætte en mere naturvenlig dagsorden for området.