Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Hastværk


Hastværk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Med andre ord er høringsperioderne ikke bare pynt på den demokratiske lagkage; de er væsentlige hjørnesten i det demokratiske hus.

Med lov skal land bygges, står der i Jyske Lov - og samme sætning kan læses på en frise i Landstingssalen på Christiansborg. Men som enhver bygherre ved, skal der være en nogenlunde solid grund at bygge på, hvis man forventer, at byggeriet skal holde.

Derfor er dagens fælles-forslag fra Venstres gruppeformand Søren Gade og Radikales politiske leder Morten Østergaard ualmindelig positivt.

De to, som repræsenterer henholdsvis regering og opposition, vil forebygge lovsjusk og bremse den kedelige tendens, der gennem de senere år har bredt sig til hastebehandling af den ene lov efter den anden.

Midlet er en ændring af Folketingets forretningsorden, som skal sikre, at love, der er vedtaget ved en hastebehandling, efterfølgende skal igennem en helt normal lovbehandling.

I det forgangne folketingsår har mere end hvert tredje af 190 lovforslag været i høring i mindre end de fire uger, som er normalen. I enkelte tilfælde har høringsperioden været ganske få dage!

Den slags hastværk er ganske enkelt undergravende for tilliden til det politiske arbejde på Christiansborg - en tillid, som der mildt sagt ikke er behov for at skubbe yderligere til. Desuden er det i høj grad et spørgsmål om retssikkerhed for de mennesker, som et givent lovforslag berører.

Inden et lovforslag bliver til lov, skal der være tid til, at borgere, organisationer, institutioner og virksomheder kan komme med deres kommentarer og vurderinger.

Og nej; tre dage er ikke nok til at sikre kvalificerede svar på komplicerede emner.

Høringssvar fører jævnligt til, at en lovtekst bliver præciseret - eller sågar til større ændringer i eller nye forhandlinger om lovforslaget.

Med andre ord er høringsperioderne ikke bare pynt på den demokratiske lagkage; de er væsentlige hjørnesten i det demokratiske hus.

Lige så trist, det har været at se tendensen til hastebehandlinger brede sig i lovgivningsarbejdet, lige så opmuntrende er det at se to politiske modstandere forene sig i en fælles kamp imod denne tendens.

Gade og Østergaard har ikke stemt ens til de mange love, der er hastet igennem det seneste Folketingsår - men de deler tydeligvis et ubehag over hastværket og det deraf følgende lastværk i lovarbejdet.

Deres forslag er så indlystende fornuftigt, at man dårligt kan forestille sig nogen argumentere imod.